sandvig.mariegaard.net

Besitos er det spanske navn for de kindkys, venner i Spanien udveksler, når de mødes. Det foregår ved at man først lader sin højre kind møde den andens højre kind (husk det nu, *højre* kind - ellers går det galt!). Når kinderne mødes, kysser man - sådan lidt ud i luften, altså. Herefter er det venstre kinds tur.

Det er dog ikke kun forbeholdt gamle eller nære venner. Når man bliver introduceret for en (kvinde), man aldrig har set før, sker det samme. På min første arbejdsdag på kontoret hilste jeg høfligt på mine kontorkammerater ved at give hånd, men da jeg nåede til den spanske pige Anna-Lisa fra Sevilla, som jeg aldrig havde mødt før, blev min venligt udstrakte hånd ignoreret (ikke opdaget?) og et hurtigt besitos blev vekslet - med garanti noget kejtet fra min side. Det er noget, man lige skal vende sig til.

Og hvad så når to fyre mødes? Så vidt jeg har observeret: for det meste ingen besitos. Til en fyr giver man oftest stadig hånd. Men det kommer vist også an på miljøet.

Daniel, som jeg deler kontor, er en fyr på 33 år fra Mexico med et langt sort krøllet hår og en hel del indiansk blod i årerne, vel omkring en 72-73 cm høj. Han er virkelig en fin fyr. Han er ret musikinteresseret - det hjælper jo altid - men i noget lidt andet end jeg. Han er en ubetinget King Crimson fan, men elsker også The Who og en del progressive rock navne blandt andre Jethro Tull. Han spiller også lidt selv, men, efter han flyttede til Spanien, ikke længere i noget band. Han kender dog nogle forskellige folk, der spiller og i onsdags spurgte han så, om jeg ikke ville med til en koncert med et band han kendte. Det ville jeg da gerne, især da det viste sig at være under 1 minut fra, hvor Lise og jeg bor. Stedet var ‘El Perro’ (dansk: ‘Hunden’) og det viste sig at være et helt fint sted. Musikken var sådan lidt Oasis-agtig, havde Daniel sagt, men pyt tænkte jeg, det skulle nok blive hyggeligt alligevel.

Tordag aften gik Lise, hun skulle da med selvfølgelig, og jeg det ene minut ned til Hunden. Dørmanden tog imod betalingen 6 Euro per snude og sagde så noget - på spansk - som jeg tolkede til at “garderoben er nedenunder” og lise til at “I får en gratis t-shirt når I kommer nedenunder”, hvilket naturligvis fik Lise til at lyse op, selvom det forekom hende lidt sjovt at vi alle skulle stå der til koncerten i den samme t-shirt. Desværre var det mig, der havde ret.

Inden koncerten nåede vi at møde Daniels tidligere flatmate, den australske Jessica, som var taget til Madrid for at blive flamencodanser. Det havde hun nu været i en del år. Jo jo, en australsk flamencodanser - det er ikke hver dag, man møder sådan en. Musikken viste sig heldigvis som lidt mere tidsvarende og interessant end Oasis-agtig, i øvrigt i en meget international opsætning af en australier, et par gutter fra Venezuela, en mexicaner, en spanier og en pige fra London. De havde en meget engelsk lyd med en virkelig flot og kraftfuld vokal og kunne til tider minde lidt om Starsailor. Alt i alt en fornøjelig aften og rart at vide man har sådan et sted lige om hjørnet.

Så er Lise og jeg tilbage i Madrid efter en rigtig dejlig 4-dages afslapningstur til Granada og omegn. Jeg er på arbejdet, så her kommer blot et kort rids af vores tur - resten følger senere.

Fredag: Lander i Granadas lufthavn 9:00. Henter bil og kører østpå til Gaudix, herefter sydover over Sierra Navada (bjergpas i 2000 m.o.h.). Vi ankommer ved aftenstid til Alquería de Morayma hvor vi overnatter de to følgender nætter.

Lørdag: Vandretur i dalen og bjergene ved Alquilar de Morayma og kig på byfesten i Cádiar.

Søndag: Kører sydpå til Middelhavet, hvor vi stopper et par steder og nyder solen på vejen vest over, inden vi tager hovedvejen til Granada, hvor vi efter meget besvær finder et sted at overnatte.

Mandag: Alhambra og herefter kører vi til lufthavnen og afleverer bilen.

Og, ja, det var virkelig en god tur.

Har du læst ‘Vores kvarter 1‘?

Heldigvis bor vi, som sagt, lige på grænsen til Malasaña, der er et byens fedeste boheme-kvarterer. Et dejligt blandet kvarter med gamle og unge, med trendy tøjbutikker, mærkelige kinabutikker med alt muligt kitchet grej til ingen penge, de (meget) lokale barer med billige møbler og brovtende håndværkeragtige kunder, fiskehandlen, et par typer der for sig en joint eller to på gaden, vores lokale libaneser (han har et kæmpe flag med det karakteristiske cedertræ i hængende i vinduet) hvor man naturligvis kan få sig et pitabrød, ældre-klubber, en hel del grønthandlere, en god håndfuld små teatre, politistationen på en sidegade til vores gade, fantasy-rollespil-tegneserie-butikker, hundene, børnene der spiller fodbold på en lille plads, Plaza San Ildefonso, et par hundrede meter fra vores gade, de mange små købmænd/døgnkiosker der uden undtagelse drives af kinesere, det lokale Polleria (da: kyllingeri), helsebutikken hvor vi køber (meget dyre) havregryn - for man kan jo ikke leve af Gazpacho og Chorizo alene, og et utal af små cafeer.

En af cafeerne, som måske bliver vores stamsted, er lige rundt om hjørnet. Her får man gode tapas og indretningen er virkelig hyggelig, sjove ting på væggene og jazzy lyd i højtalerne. En af de ting på væggen er en stor ramme med måske 40-50 sort/hvid fotos tilsyneladende af den samme lille hund, der er på tur i Madrids gader. Et andet sted hænger en gammel LP med et stort billede af Harry Belafonte. Hyggeligt. Og hvad koster en øl? En caña (lille glas øl) får man til 10 DKK. Velbekomme.

Denne gang i Spanien. Politiken skriver i dag, politiken.dk/udland/article180969, at man ved en fest i Bocairent i Spanien i år afstår fra at springe en dukke, der forestiller Muhammed i luften. Nyheden er dog mere eller mindre sakset fra en artikel i El Pais elpais.es…/20061002elpepinac_10/. Men Telegraph.co.uk havde vist allerede historien i marts telegraph.co.uk/…/2006/03/10/wsatire10. Hvor de blandt andet skrev:

“ In the countryside near Valencia, many villages have their own festivals, involving mock battles between “Moors and Christians”, in an ancient recreation of the Catholic reconquest of Spain from Arab rule.

There have been subtle changes this year, which no locals would discuss, the Spanish newspaper ABC recently reported. In Bocairent, villagers refrained from burning life-size mannequins of the “Mahoma”, a traditional figure presumed to be based on Mohammed. “

P.S: Jeg har ikke glemt dig, René. Vender lige tilbage m.h.t. blasfemi-paragraffen lidt senere.

Nyheden er cirka en uge gammel: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2006/09/23/000456.htm . Det var på tide vi gjorde det samme i Danmark.

Lises og min lejlighed ligger på en ganske kort gade der hedder ‘Calle de Loreto Prado y Enrique Chicote’ - mindre kunne ikke gøre det. Det er ikke langt - ca. 5-600 meter - fra Madrids centrum, Plaza del Sol, der samtidig er hele Spaniens centrum, ‘Kilometer 0′. Vores gade ligger dog nord for den store, travle boulevard Gran Via, der vist nok er Madrids forsøg på at efterligne Champs Elysées, hvor selve centrum ligger på den sydlige side. Gran Via, der er fyldt med kæmpestore (imiterede?) mondæne bygninger, Mac Donalds og Burger Kings, adskiller således os fra Madrids centrum. På vores side hedder området Universidad, men er bedre kendt som Malasaña. Eller det vil sige… faktisk tror jeg, man skal lidt længere væk fra Gran Via inden Malasaña egentlig begynder. Nu kan du måske synes, at jeg går i ubetydelige detaljer, men vi bor netop i den buffer-zone mellem Malasaña og centrum (Sol), hvor alle “dårligdommene” lever.

På dette Gran Via-opland holder luderne og drankerne til og de forhutlede tiggere, der forsøger at skaffe til dagens brød på Gran Via, kommer her for at slappe af eller overnatte. Det er sket mere end et par gange, at der ligger en (den samme) og sover på gaden lige udenfor vores gadedør. Vedkommende ser mildt sagt ikke frisk eller ren ud og sover direkte på det smalle fortorv uden nogen form for underlag. Tiggerne man ser på Gran Via, ser meget sørgelige og stakkels ud. For et par uger siden så jeg én helt uden arme. Han stod og hoppede med en kop i munden, som han ville have en til at smide mønter i.

Og luderne har naturligvis deres territorier. I den ene ende af vores gade holder to kraftige afrikanske kvinder til. De er ikke af den lækre type. Til gengæld fløjter og råber de gerne til de forbipasserende mænd og man kan godt blive lidt bange for sådan et par store madammer. Hende der går vagt foran vores gadedør, er mere fredelig: En hvid, ældre kvinde, lidt østeuropæiskudseende, altid med høretelefoner i ørerne. Svært at forestille sig, at nogen skulle finde dem attraktive…

Fortsættelse følger…

Næste weekend når Lise er kommet tilbage til Madrid, skal vi, Lise og jeg, på tur til Andalusien. Vi tager afsted fredag den 6/10 tidligt om morgenen med fly til Granada, hvor vi skal samle vores bil op (en Seat Ibiza vist). Herfra går turen sydover, ud i det andalusiske landskab, til bjergene i Sierra Navada, til Middelhavet og til vinfest. En gang søndag eftermiddag eller aften vender vi tilbage til Granada, som vi naturligvis også skal nå at se. Det oplagte hovedmål er Alhambra, der er et levn fra de muslimske Maureres tid i Spanien. Maurerne var på den Iberiske halvø fra 711 og helt frem til 1492 og Andalusien var deres højborg. Faktisk betyder ordet ‘al-Andalus’ Spanien på maurisk. I øvrigt var digteren García Lorca, der blev drabt af nationalisterne ved borgerkrigens udbrud i 1936, også fra Granada. Mandag aften må vi af med bilen igen og flyve hjem til Madrid.

Se kort over området på Google maps. Vi modtager i øvrigt meget gerne rejsetips om Andalusien her i tråden

I denne weekend var Lise og jeg en tur i bjergene lidt uden for Madrid. Nærmere bestemt i Navacerrada eller faktisk ved et fint hotel, La Barranca, et stykke oppe ad bjerget i 1400 m.o.h.. Lise havde arrangeret det hele i sidste uge, hvilket var skønt for mig, da jeg har lige lovligt meget at se til på universitetet og da jeg (igen) er løbet ind i en forkølelse, der startede midt i sidste uge og holdt mig i sengen (eller hjemme i hvert fald) onsdag og torsdag.

Lørdag morgen tog vi Cercanías toget til Cercedilla, hvilket kun tog os lidt over en time. Uheldigvis havde vi valgt en ret kold weekend at tage på tur i. Vi var ellers optimistiske nok til at have shorts og sandaler med, men vi måtte i stedet krybe i cirka alt vores tøj da temperaturen var ca 10-12 grader! Vi var dog heldige nok til at undgå regnen både lørdag og søndag. Begge dage var vi lige kommet ind, da det begyndte.

Alt i alt fik vi gået et par dejligt lange ture, slappet af, nydt hinandens selskab og læst lidt.

Se flere billeder fra turen på flickr.com: Weekend in Navacerrada.

Jeg synes stadig der en masse godt at fortælle fra de to uger hvor jeg var på sommerskole i Castro Urdiales.

Vi boede alle på byens fineste hotel det fire-stjernede Las Rocas, der ligger næsten lige ned til stranden og kun 5 minutters gang fra La Residencia, hvor forelæsningerne blev holdt. Frokosten, som vi fik på hotellet, betalte sommerskolen. Det var egentlig hver dag kl. 14:30, hvilket er almindelig frokosttid i Spanien, men vi startede kun de første dage før kl. 15:00 og senere og senere for hver dag der gik, da maden først blev serveret når alle sad ved bordet og ingen gad at komme alt for længe før de andre. Det er nok et fint hotel, men det var ikke for fint til at hakke noget billigt sammen til os (sommerskolen betalte). Hver dag foregik det på samme måde (i øvrigt også til aftensmaden). Fire flasker vin til deling, et stort, ufatteligt tørt og fuldstændigt nærringstomt brød og til de tre retter. Da vi havde været der i ca. en uge var fantasien løbet tør, så fik vi flere af de samme retter igen. Anden retten var hver gang – frokost og middag – pommes fritter med paneret kød eller fisk uden tilbehør. Nu får jeg det måske til at lyde værre end det var. De fleste dage smagte det ok. Men én dag var desserten helt til hundene. Men inden jeg kommer tilbage til den, vil jeg lige fortælle om Chan Roath.

Chan Roath var nok en af skolens ældeste deltagere. Chan, der nok er omkring 40 år, er fra Cambodia og har et meget karakteristisk bredt ansigt med rimeligt store udstående ører og en stor flot sideskildning af det sorte, lidt tynde hår. Chan tog sidst i firserne til Moskva og fik en uddannelse som matematiker ved Moscow State University. Og er den dag i dag en af Cambodias fire (4!) matematikere, men som han siger, så vil de gerne have lidt flere. Det engelske er ikke så godt som det kunne være, men det russiske er stadig helt i top. Generelt er Chan en noget pudsig fyr. Den ene aften havde de andre prøvet at lære ham, at sige ”hasta luego” (ca: ‘vi ses’, egentlig: ‘indtil senere’), men han fatter det tilsyneladende slet ikke og sidder bare og nikker og smiler. Efter 30 forsøg giver de op – han er slet ikke med på den. Da måltidet er færdigt, rejser han sig og siger så ”hasta lu-æ-go” på den mest kantede og sjove måde, som en nasal terminator.

Tilbage til desserten fra før: sammen med gulbrune stænger af sammenpresset sukker-frugt-masse, godt slimede, ligger der der en ring af den dårligste undskyldning for en klam, vandet fetakopi. Vi sidder bare og glor. Vi kan godt genkende den – det havde ligget som et tilbud ved morgenmaden i alle de foregående dage. Folk stikker forsigtigt til desserten, som sandt at sige ikke ser indbydende ud. Et par af os smager forsigtigt, mens vores ven fra Cambodia sidder med et stort grin og guffer i sig i mens han, stadig med munden fuld, siger ”Dæ-leeee-sjuz” [delicius] på samme kantede, nasale måde efter at have været stille under hele middagen, ”Dæ-leeee-sjuz… hmm-mmm…Dæ-leeee-sjuz” og en gang til ”Dæ-leeee-sjuz”. Han er færdig på under et minut, rejser sig og siger så ”hasta lu-æ-go”. Velbekomme.