Jeg synes stadig der en masse godt at fortælle fra de to uger hvor jeg var på sommerskole i Castro Urdiales.
Vi boede alle på byens fineste hotel det fire-stjernede Las Rocas, der ligger næsten lige ned til stranden og kun 5 minutters gang fra La Residencia, hvor forelæsningerne blev holdt. Frokosten, som vi fik på hotellet, betalte sommerskolen. Det var egentlig hver dag kl. 14:30, hvilket er almindelig frokosttid i Spanien, men vi startede kun de første dage før kl. 15:00 og senere og senere for hver dag der gik, da maden først blev serveret når alle sad ved bordet og ingen gad at komme alt for længe før de andre. Det er nok et fint hotel, men det var ikke for fint til at hakke noget billigt sammen til os (sommerskolen betalte). Hver dag foregik det på samme måde (i øvrigt også til aftensmaden). Fire flasker vin til deling, et stort, ufatteligt tørt og fuldstændigt nærringstomt brød og til de tre retter. Da vi havde været der i ca. en uge var fantasien løbet tør, så fik vi flere af de samme retter igen. Anden retten var hver gang – frokost og middag – pommes fritter med paneret kød eller fisk uden tilbehør. Nu får jeg det måske til at lyde værre end det var. De fleste dage smagte det ok. Men én dag var desserten helt til hundene. Men inden jeg kommer tilbage til den, vil jeg lige fortælle om Chan Roath.
Chan Roath var nok en af skolens ældeste deltagere. Chan, der nok er omkring 40 år, er fra Cambodia og har et meget karakteristisk bredt ansigt med rimeligt store udstående ører og en stor flot sideskildning af det sorte, lidt tynde hår. Chan tog sidst i firserne til Moskva og fik en uddannelse som matematiker ved Moscow State University. Og er den dag i dag en af Cambodias fire (4!) matematikere, men som han siger, så vil de gerne have lidt flere. Det engelske er ikke så godt som det kunne være, men det russiske er stadig helt i top. Generelt er Chan en noget pudsig fyr. Den ene aften havde de andre prøvet at lære ham, at sige ”hasta luego” (ca: ‘vi ses’, egentlig: ‘indtil senere’), men han fatter det tilsyneladende slet ikke og sidder bare og nikker og smiler. Efter 30 forsøg giver de op – han er slet ikke med på den. Da måltidet er færdigt, rejser han sig og siger så ”hasta lu-æ-go” på den mest kantede og sjove måde, som en nasal terminator.
Tilbage til desserten fra før: sammen med gulbrune stænger af sammenpresset sukker-frugt-masse, godt slimede, ligger der der en ring af den dårligste undskyldning for en klam, vandet fetakopi. Vi sidder bare og glor. Vi kan godt genkende den – det havde ligget som et tilbud ved morgenmaden i alle de foregående dage. Folk stikker forsigtigt til desserten, som sandt at sige ikke ser indbydende ud. Et par af os smager forsigtigt, mens vores ven fra Cambodia sidder med et stort grin og guffer i sig i mens han, stadig med munden fuld, siger ”Dæ-leeee-sjuz” [delicius] på samme kantede, nasale måde efter at have været stille under hele middagen, ”Dæ-leeee-sjuz… hmm-mmm…Dæ-leeee-sjuz” og en gang til ”Dæ-leeee-sjuz”. Han er færdig på under et minut, rejser sig og siger så ”hasta lu-æ-go”. Velbekomme.
