Arkiv for kategorien ‘Musik’

Roskilde 07 - det mener aviserne om programmet

fredag, 27. april 2007

Jeg har taget et kig i de danske aviser efter meninger om det nyligt offentliggjorte program til årets festivalbrag på Dyreskuepladsen i Roskilde.

Information
Anita Brask Rasmussen skriver 20/4 i ‘Græs og øldåser i Amager Bio’ at “Psychedelica med Roky Erickson, hård rock med Josh Homme og vennerne, dance punk med LCD systemet. Øl, græs, iglotelte og forhåbentlig sol. Roskilde Festivals fulde program er offentliggjort”. Artiklen rummer ikke rigtig nogen vurdering, men det råder ABR bod på på informations musikblog LARM 25/4, hvor hun i indlægget ‘frem med kniven’ skriver: “især navnene øverst på plakaten skuffer (…) til gengæld går det bedre jo længere vi kommer ned af listen” og slutter: “der mangler en værdig erstatning for Slayer, der allerede har aflyst. Men det kan jo være, at vi finder den erstatning blandt de ti navne, der trods alt stadig mangler at blive offentliggjort.”

Berlingske Tidende
Musikredaktør Thomas Søie Hansen skriver en artikel om programmet 20/4, hvori han blandt andet skriver: “skimmer man listen med et trænet øje og hører musikken for sit indre øre, ligner Roskilde Festival 2007 en meget forudsigelig størrelse, som har, hvad man kunne forvente, og mangler det, man frygtede.” og videre “[man] savner man større navne indenfor specifikt soul og hiphop” og “lige så må fans- og kendere af den hårde rockmusik føle sig slemt skuffet”. Søie Hansen mener endeligt at
“man savner et af de helt store, danske trækplastre i form af enten Thomas Helmig, TV-2 eller D-A-D.” What? Er det en joke. Nå, måske er det meget godt at Søie Hansen er lidt skuffet.

Urban
Emil Møller Svendsen skriver 20/4 under overskriften ‘Gamle navne på nye scener’ om årets festival. I artiklen skriver han “kun ét nyt, stort navn. Roskilde Festival 2007 satser i stedet på bredde, publikumshygge og to nye scener. Stjernerne er blevet markant dyrere, og konkurrencen er hård, erkender chefbooker.” Igen lidt skuffet over udbudet - “til sammenligning har den hollandske festival Rockwerchter, som kører i ugen før Roskilde , næsten alle Roskildes topnavne plus stærke kort som Pearl Jam, Metallica, Keane, Bloc Party, Kaiser Chiefs, The Good The Bad And The Queen, Marilyn Manson, Air og Amy Winehouse.” Hmm, ja det må man da gi’ ham: de navne ekstra og så havde vi virkelig nogle hovednavne, der ville noget.

Jyllandsposten
JP skriver den 29/4 under overskriften “Roskilde Festival betaler dyrt for musikken” om de økonomiske aspekter i stedet for at komme med en kunstnerisk vurdering. Det er endnu en gang den samme historie: “Festivalen har aldrig brugt flere penge på bands og solister. Musiknavnene kræver flere penge, fordi turneerne skal være en større pengemaskine, når cd-salget falder.”

Poltiken og Ekstra Bladet
Politiken skriver den 19/4 om “Roskilde Festival får to nye teltscener”, og har den 22/4 et portræt af den legendariske, psykedeliske Roky Erickson, som er klar til dette års festival. Det var også en nyhed man var begejstret over på Ekstra Bladet, hvor der i øvrigt også var omtale Roskilde Event i Amager Bio i artiklen “Indendørs Roskilde Festival” fra 19/4.

Øvrige aviser har blot korte artikler om en eller flere af

  1. Byt dit affald til kolde bajere
  2. Roskilde Festival åbner højskole
  3. To nye scener

… men der er naturligvis også rimelig lang tid til festivalen endnu, så mon ikke aviserne bliver fyldt med programmeninger i dagene op med festivalens start den 5. juli?

Roskilde Festival 2007 - program offentliggjort

onsdag, 25. april 2007

I torsdags blev plakaten og det (næsten) færdige musikalske program til dette års store musikbegivenhed, Roskilde Festival 2007, offentliggjort. Det skete delvist ved et pressemøde og delvist ved en nyskabelse dette år: Roskilde Event 2007, der blev afholdt samme aften i Amager Bio med et par smagsprøver (Whitest Boy Alive og Electrelane) og masser af merchandise.

Årets hovednavne
Som man også kan se af plakaten nedenfor er dette års hovednavne (alfabetisk)

  • BEASTIE BOYS (US) - com’on, hvem husker ikke ’sabotage’?
  • BJÖRK (ISL) - alletiders islandske alf, helt sin egen
  • MUSE (UK) - storladen symfonisk rock
  • QUEENS OF THE STONE AGE (US) - suveræn stoner-rock
  • RED HOT CHILI PEPPERS (US) - tjoew, de var vel meget fede i midt-90′erne?
  • TIËSTO (NL) - legendarisk trance-DJ pioner
  • THE WHO (UK) - leverandører af noget af 60′-70′ernes vigtigste rock’n'roll

Det er i mine øjne en rimelig interessant håndfuld (især sammenlignet med de senere års “superstjerner”), dog har, som flere kritiske røster har bemærket, de fleste af disse navne før gæstet festivalen. Jeg vil alligevel med det samme varmt anbefale især de amerikanske stoner-rockere Queens of the Stone Age, dernæst også Björk, Beastie Boys og The Who.

Roskilde_plakat_07
Roskilde Festival 2007 plakat. Klik for pdf-udgave.

Det var 100 af de i alt 168 navne på plakaten, der blev offentliggjort i torsdags, de restende var kendt (offentliggjort i sjatter hver onsdag siden jul). Queens of the Stone Age var det eneste af de store som indtil torsdag var ukendt - eller det vil sige… faktisk var det ikke en rigtig nyhed, da Gaffa allerede i februar røbede hemmeligheden.

Meget mere skal naturligvis siges om programmet, men det får vente… skynd dig nu bare at købe billetten (salget går indtil videre 3-4 gange hurtigere i år end sidste år!) og læs så lige shevys RK-omtale fra 4. april.

Anmeldelse af Two Gallants

søndag, 26. november 2006

Saa var jeg til koncert i gaar - alene. Det var virkeligt godt og jeg har i dag taget mig sammen til at skrive lidt om det:

Ikke langt fra Real Madrids hjemmebane, Bernabéu, en lidt mørk novemberaften med støvregn på spillestedet Moby Dick, er deres ærbødigt udsendte i godt selskab med først Erik Bakman og siden Two Gallants fra San Fransisco.
(…)
Two Gallants er to små tynde, alvorlige fyre fra San Fransisco, de spiller en sær art desillusioneret guldgraverpunk eller vred sømandscountry – genren kaldes vist no depression. Den ene Gallant, Tyson Vogel, der har langt tyndt slasket hår, er manden bag trommerne, og de får sædvanligvis en helt urimelig, dejlig gang tæv, så man må frydes. Den anden Gallant, Adam Stephens, der har et halvkort lyst hår, er vokalist og guitarist. Han spiller en herlig stor dybrød bluesguitar med udskærringer og en herlig fyldig lyd. Når det hører sig til finder han også, som Bachman, mundharmonikaen frem. Two Gallants har et overvejende energifyldt udtryk med mange temposkift. I de hurtige passager næsten råber vokalisten ordene ud, mens trommerne tæskes som i den ondeste tornado. Av, hvor gør det godt! Og så kan der komme et ‘break’ uden trommespil, som så brydes af et enkelt knaldhårdt slag på lilletrommen, så man ikke kan undgå at blinke, et par spredte slag mere, og så tilbage til tornadotromningen. Den lille magre trommeslager sidder svagt bøjet over tønderne i den stille passage med slaskehåret ned foran ansigtet, for så at vippe tilbage og så med fuld kraft frem igen og så pisker armene op og ned helt tæt forbi hovedet, så håret flyver til siden. Det er så fedt! Den ligeså tynde vokalist svarer igen med imponerende fyldigt guitarspil og et alvorligt ansigt, der bliver næsten helt rødt når de meste intense passager råbes ud. Det er sgu’ noget, de mener det pis her. Der er ikke for sjov. Og man er med – hele vejen.

Laes hele min anmeldelse paa: http://lydhoer.dk/index.php?menu=Koncerter&item=Alle&concertid=76

En koncert på ‘Hunden’ uden gratis t-shirt

mandag, 16. oktober 2006

Daniel, som jeg deler kontor, er en fyr på 33 år fra Mexico med et langt sort krøllet hår og en hel del indiansk blod i årerne, vel omkring en 72-73 cm høj. Han er virkelig en fin fyr. Han er ret musikinteresseret - det hjælper jo altid - men i noget lidt andet end jeg. Han er en ubetinget King Crimson fan, men elsker også The Who og en del progressive rock navne blandt andre Jethro Tull. Han spiller også lidt selv, men, efter han flyttede til Spanien, ikke længere i noget band. Han kender dog nogle forskellige folk, der spiller og i onsdags spurgte han så, om jeg ikke ville med til en koncert med et band han kendte. Det ville jeg da gerne, især da det viste sig at være under 1 minut fra, hvor Lise og jeg bor. Stedet var ‘El Perro’ (dansk: ‘Hunden’) og det viste sig at være et helt fint sted. Musikken var sådan lidt Oasis-agtig, havde Daniel sagt, men pyt tænkte jeg, det skulle nok blive hyggeligt alligevel.

Tordag aften gik Lise, hun skulle da med selvfølgelig, og jeg det ene minut ned til Hunden. Dørmanden tog imod betalingen 6 Euro per snude og sagde så noget - på spansk - som jeg tolkede til at “garderoben er nedenunder” og lise til at “I får en gratis t-shirt når I kommer nedenunder”, hvilket naturligvis fik Lise til at lyse op, selvom det forekom hende lidt sjovt at vi alle skulle stå der til koncerten i den samme t-shirt. Desværre var det mig, der havde ret.

Inden koncerten nåede vi at møde Daniels tidligere flatmate, den australske Jessica, som var taget til Madrid for at blive flamencodanser. Det havde hun nu været i en del år. Jo jo, en australsk flamencodanser - det er ikke hver dag, man møder sådan en. Musikken viste sig heldigvis som lidt mere tidsvarende og interessant end Oasis-agtig, i øvrigt i en meget international opsætning af en australier, et par gutter fra Venezuela, en mexicaner, en spanier og en pige fra London. De havde en meget engelsk lyd med en virkelig flot og kraftfuld vokal og kunne til tider minde lidt om Starsailor. Alt i alt en fornøjelig aften og rart at vide man har sådan et sted lige om hjørnet.

Tak for skiven!

lørdag, 30. september 2006

En eller flere venlige sjæle har uden at angive afsender sendt mig en cd med Mars Volta, deres nye: Amputechture. Jeg siger tusind tak :-) . Hvilket jeg gerne har villet sige i flere uger, da det snart er et stykke tid siden, jeg modtog den. Tak. Hvem er den fra?