sandvig.mariegaard.net

Jep, i dag er sidste dag her på universitetet; i morgen ved samme tid sidder jeg hjemme i lejligheden i Danmark. Et oplagt tidspunkt til at gøre status over denne blog og over opholdet som sådan. Jeg skal spare jer for lange udredninger, men vil lige fremhæve et par gode og mindre gode elementer ved tiden her i Spanien.

Opholdet kort

Uge 1: Lise og jeg ankom 18. august og første uge (indtil Lise tog hjem igen 26/8) gik primært med at finde en bolig - det var svært. Desuden var jeg til konference, International Conference of Mathematicians, og mødtes dér første gang med Prof. Zuazua.

Uge 2-3: Alene tilbage i Spanien tog jeg til Castro Urdiales i Nordspanien nær Bilbao for at deltage i en 2-ugers sommerskole, CIMPA School on Optimization and Control. I alt cirka 40 forelæsninger af 6 professorer, den ene var Zuazua.

Uge 4: Tilbage i Madrid og den første rigtige uge på universitet. De første to egentlige møder med Zuazua, hvor vi snakker om hvad jeg har lavet før og om hvad jeg skal lave i mens jeg er her. Vi aftaler, at jeg skal kigge på inverse problemer for bølgeligningen, og se om man kan bruge nogle af analyseværktøjerne kendt fra kontrolteori i den forbindelse.

Uge 5-16: Lise kommer tilbage (til Madrid) den 22. september. Og i den periode er hoveddelen af vores ophold, vores hverdag i Madrid. I weekenden tager vi flere gange på små ture, Lise går til spansk i 3 uger og vi får besøg af mine forældre, Pernille+Camilla, Jens+Sine, Kristian+Michelle. Desuden er vi en dejlig tur til Andalusien i starten af oktober.

Uge 17-18: Sidste to uger alene i Madrid, ingen undskyldninger, nu skal der bare arbejdes min. 12 timer om dagen weekenden med.

Godt og mindre godt
Madrid er en fed by, ingen tvivl om det. Og vi havnede i det rigtige kvarter. Det kunne selvfoelgelig have vaeret laekkert at have lidt mere fritid til at tage rundt i Spanien, men nu var det jo ikke grunden til, at vi kom. Vores lille lejlighed var … lille. Man kunne nemt faa en lidt klaustrofobisk fornemmelse, naar man var der i laengere tid ad gangen. Det gik naturligvis mest udover Lise, der jo ikke havde et tilflugtssted som jeg. Det blev til sidst ogsaa meget haardt for Lise at gaa alene hjemme i lejligheden, naar jeg var vaek om dagen. Det bliver sgu’ noget ensomt.

Tiden paa universitetet er egentlig gaaet rimeligt godt. Der er en masse flinke unge forskere (baade pre- og post.doc) - generelt et rigtigt fint miljoe. Eneste store problem har, som i saa mange andre situationer, vaeret mine manglende spanskkundskaber. Jeg foeler, at jeg har naaet at faa et par venner. En blandet flok, Chuang fra Kina, Pablo fra Argentina, Juan Manuel fra Mallorca, Ángel fra Spanien, Keith fra Skotland og den bedste: Daniel fra Mexico. De har vaeret soede til fra foerste dag at tage mig med til frokost, kaffe og snakke med mig. Det var super.

Samarbejdet med professoren har vaeret lidt svaert, synes jeg. Han har travlt, har en meget lille taalmodighed, snakker meget (ud af tangenter), men han er virkelig dygtig, har taget sig af mig (og inviteret mig til at komme tilbage senere), og er (for det meste) flink og imoedekommende.

Varmt! Nej, det kan I sata’me tro om igen. Det er faktisk helt urimeligt koldt her i Madrid og har været det, siden Lise tog hjem for en 10 dages tid siden. Jeg er på universitetet det meste af dagen (12-13 timer) og når jeg så kommer hjem ved 23-tiden om aftenen, så er der pingvin-party i mikro-lejligheden. Uff, hvor er der koldt. Lejligheden har ikke anden opvarming end en el-radiator, som jeg selvsagt ikke lader køre om dagen. Og den er hjælpeløs! I går, hvor det faktisk var lige knapt så koldt som de øvrige aftener, blev mine fødder så kolde, at de krampede rigtigt ubehageligt, da jeg skulle i seng. Så kunne jeg ligge der i sengen rystende i midt lange uld-skiundertøj, mens jeg forsøgte at bøje tærerne op og ned med en hånd. Men det var også så langt ude, at jeg ikke kunne lade være med at smågrine lidt (nok fordi jeg så snart skal hjem).

Men om morgenen… dér er der koldt! Der er der rigtigt koldt. Det skal jeg ellers lige love for. Og når jeg rystende (igen) sidder i den lille blå, og lidt for bløde, sofa og spiser mine havregryn med søvntunge øjne og blå læber, så er det ikke fordi man glæder sig til badet. For hvis der er et sted, det er koldt i vores lejlighed, så er det badeværelset. Uff! Men man overlever jo… og allerede på vej ned af trapperne, kun små-rystende, har man næsten glemt ubehagelighederne. Og hvis man ikke får varmen af gåturen til metrostationen Tribunal, så får man det af at løbe ned af trapperne (det er nok verdens dybeste metrostation i ca. -10.sals dybde).

Men hvor koldt er det så? Om natten lige omkring 0 grader, men om dagen bliver der faktisk dejligt, da solen skinner fra en næsten skyfrihimmel i disse dage - det bliver vel en 10-15 grader. Og solen varmer så dejligt… indtil den går ned…

Lise er taget hjem til Danmark i forgårs, torsdag. Fremskyndet lidt af at det var lidt kedeligt at sidde hele dagen alene i lejligheden i Madrid, mens jeg var på arbejde. Så de sidste to uger er jeg alene, så nu er der ingen undskyldning for at arbejde full time. Dammit! Nej, det er sgu’ ok, og fra nu af bliver det 12-14 timers arbejde om dagen i et desperat forsøg på at få lavet lidt inden jeg tager hjem til Danmark 21/12.

Men for at det ikke skal være arbejde 100% af tiden, vil jeg de sidste dage skrive her på bloggen hver dag.

Nå ja, så var vi til ultralydsscanning her i Madrid i tirsdags. Det gik utroligt hurtigt (de havde travlt), men de nåede da lige at fortælle os at vi skal (99% sikkert) have en dreng. Så nu kan I godt begynde at sende navneforslag ind Alt så i øvrigt fint ud og både mor og baby har det godt.

Har lige haft en samtale på institutets kaffestue med en græker, Orestis Vantzos, der ligesom jeg er på besøg i nogle måneder. Vi snakkede lidt om dit og dat, intelligent design, Den Julianske Kalender, kalenderreform, om de har meget oldtidskundskab på skemaet i Grækenland (og ja det har de), og så kom vi ind på København. Orestis tænkte sig lige om et øjeblik for at komme i tanke om hvilke film, han havde set, som var optaget i København. Og så havde han sør’me set ‘Italiensk for Begyndere’, som han synes var rigtig sjov. Han havde også set nogle Trier film: ‘Epidemic’, ‘The Element of Crime’ og ‘Kingdom’ (=Riget). Ret sjovt at høre at hans mening om danske film. Ikke den værste ting at være berømt for ude i den store verden.

Efter en dejlig weekend her i Madrid, saa var det saftsuseme ufatteligt taet paa at ske igen! Lise og jeg sad og noed tilvaerelsen i Starbucks bloede laenestole, Lise laeste en roman, jeg sad og skrev anmeldelsen af Two Gallants, som er herunder, og… mobilen (den fancy vi lige har laant af René) laa paa bordet. Pludselig kommer to godt og vel otte-aarige, meget beskidte drenge lynhurtigt hen imod vores bord. Den ene smider et farvestraalende reklameark ovenpaa vores ting paa bordet (og ovenpaa mobilen selvfoelgelig), han tager arket (og mobilen naturligvis) ligesaa lynhurtigt igen, men Lise naar at gribe godt fast i hans ene arm og heldigvis er én fra personalet ogsaa lynhurtigt henne og gribe fat i hans anden arm. Vi fik heldigvis modvilligt mobilen tilbage. Pyhhh! Men hold kaeft hvor gik det staerkt. Og hvorfor laa mobilen da ogsaa paa bordet? Det var for dumt, men vi havde lige taget billeder af hinanden. Man maa haabe vi laerer det snart.

Saa var jeg til koncert i gaar - alene. Det var virkeligt godt og jeg har i dag taget mig sammen til at skrive lidt om det:

“Ikke langt fra Real Madrids hjemmebane, Bernabéu, en lidt mørk novemberaften med støvregn på spillestedet Moby Dick, er deres ærbødigt udsendte i godt selskab med først Erik Bakman og siden Two Gallants fra San Fransisco.
(…)
Two Gallants er to små tynde, alvorlige fyre fra San Fransisco, de spiller en sær art desillusioneret guldgraverpunk eller vred sømandscountry – genren kaldes vist no depression. Den ene Gallant, Tyson Vogel, der har langt tyndt slasket hår, er manden bag trommerne, og de får sædvanligvis en helt urimelig, dejlig gang tæv, så man må frydes. Den anden Gallant, Adam Stephens, der har et halvkort lyst hår, er vokalist og guitarist. Han spiller en herlig stor dybrød bluesguitar med udskærringer og en herlig fyldig lyd. Når det hører sig til finder han også, som Bachman, mundharmonikaen frem. Two Gallants har et overvejende energifyldt udtryk med mange temposkift. I de hurtige passager næsten råber vokalisten ordene ud, mens trommerne tæskes som i den ondeste tornado. Av, hvor gør det godt! Og så kan der komme et ‘break’ uden trommespil, som så brydes af et enkelt knaldhårdt slag på lilletrommen, så man ikke kan undgå at blinke, et par spredte slag mere, og så tilbage til tornadotromningen. Den lille magre trommeslager sidder svagt bøjet over tønderne i den stille passage med slaskehåret ned foran ansigtet, for så at vippe tilbage og så med fuld kraft frem igen og så pisker armene op og ned helt tæt forbi hovedet, så håret flyver til siden. Det er så fedt! Den ligeså tynde vokalist svarer igen med imponerende fyldigt guitarspil og et alvorligt ansigt, der bliver næsten helt rødt når de meste intense passager råbes ud. Det er sgu’ noget, de mener det pis her. Der er ikke for sjov. Og man er med – hele vejen.”

Laes hele min anmeldelse paa: http://lydhoer.dk/index.php?menu=Koncerter&item=Alle&concertid=76

Ja, så gik det jo hverken værre eller bedre end, vi fik stjålet vores skuldertaske med mobiltelefon, kamera og den slags, man ville ønske, at man havde lagt et andet sted. Den slags skal jo anmeldes til politiet. Samme aften, tirsdag d. 14/11, prøvede Sine, som har de spanskkundskaber, som Lise og jeg ønsker os, at ringe til politiet. Sine og Jens var jo på besøg i de dage og var med på den mexicanske restaurant ‘Saber a mi’, hvor tyveriet skete tirsdag aften. Politimanden, som Sine fik i røret efter et par forsøg, var dog ikke videre tålmodig (og vist meget stresset), så da vi ikke var hurtige nok med at komme med et hav af oplysninger, sagde han farvel med beskeden om, at vi måtte komme forbi dagen efter i stedet.

Efter Jens og Sine var taget afsted onsdag morgen, begav Lise sig afsted til politikontoret. Hun var veludrustet med en frisk spansk oversættelse af alle de nødvendige oplysninger, erfaret fra foregående aftens opkald til samme sted. Lise har tidligere hørt på spanskholdet, hun gik på, at der hver dag var 4000 tyverier i Madrids gader, så kontoret var ikke overraskende godt fyldt med, ja gæt selv, turister. Turister er naturligvis tyvenes foretrukne ofre, som alle andre steder i verden. De uheldssvangre gæster i venteværelset stod i forskellige køer alt efter, om de havde ringet i forvejen med de fleste oplysninger eller ikke. Lise blev henvist til at gå til en telefonboks, der stod i venteværelset. Her skulle hun ringe op til en dame, der (nok?) sad i et kontor ved siden af, og diktere oplysningerne til hende. Ren molbo. Dog kunne hun tale lidt engelsk, hvilket jo hjalp noget på sagen. Damen i telefonen skiftede mellem at være meget formel og så pludselig at skifte til et meget vredt udbrud. Lidt af samtalen (L=Lise, D=dame i telefon, […] = mine kommentarer):

D: Madam, can I please have the name of your mother?
L: Tinne Mariegaard.
D: Could you spell that, please?
L: T-I-N-N-E M-A [endnu ikke færdig]
D: Right, and the name of your fath…
L: Excuse me, I wasn’t done. There is more!
D: JUST WAIT A MINUTE!!! [i råb]
L: Ok. Sorry.
D: All right, please tell me again.

(…)

D: And your birthplace, please?
L: Hjørring [bemærk ø’et!]
D: Could you spell that, please?
L: H-J-… øhhh, hmmmm, then there is a danish letter…
D: JUST SAY IT!!! [i råb]
L: O-E-R [kommer i tanke om ø=oe, men bliver ikke færdig]
D: What was the name of the restaurant?
L: Excuse me, I wasn’t done!
D: JUST TELL ME THE NAME OF THE RESTAURANT!!! [igen råbende]
L: oeh… R-I-N-G [staver resten af Hjørring]
D: Yes I’ve got it.

Om det er et egentlig Turrette Syndrom, damen bærer rundt på, må I selv gætte jer til. Jeg behøver næppe at fortælle, at der var stavefejl i to-tredjedele af de oplysninger Lise gav. Men fint nok, efter at have stået i en ny kø i en time (det er ingenting her på egnen), kom hun så ind til en politimand, der nu sad med kladden til anmeldelsen, og så kunne de sammen begynde at rette fejl… Han var dog flink, så resten gik fint.

Hvis nogen af jer skulle være så uheldige at få stjålet noget i Danmark, kan jeg fortælle, at dér kan I nøjes med at indtaste anmeldelsen på politiets hjemmeside. Og vær glad for det.

Satans! Så fik Lise og jeg saftsuse’me stjålet min (vores fælles) skuldertaske fyldt med Lises og vores fælles ting. Det skete i går aftes ca. kl 21, da vi var ude med Jens og Sine, der har været forbi et par dage. I tasken var Lises (rimelig) nye mobil, hendes pung med tilhørende kort og penge, vores kamera, nøgler til lejligheden. Og tasken var en fed skuldertaske, jeg købte i Australien.

Hvis nogen skulle ligge inde med et digital kamera de ikke bruger længere, så er vi rimeligt interesseret. Kristian og Michelle kommer nemlig på søndag og kunne sikkert godt have det med.

Besitos er det spanske navn for de kindkys, venner i Spanien udveksler, når de mødes. Det foregår ved at man først lader sin højre kind møde den andens højre kind (husk det nu, *højre* kind - ellers går det galt!). Når kinderne mødes, kysser man - sådan lidt ud i luften, altså. Herefter er det venstre kinds tur.

Det er dog ikke kun forbeholdt gamle eller nære venner. Når man bliver introduceret for en (kvinde), man aldrig har set før, sker det samme. På min første arbejdsdag på kontoret hilste jeg høfligt på mine kontorkammerater ved at give hånd, men da jeg nåede til den spanske pige Anna-Lisa fra Sevilla, som jeg aldrig havde mødt før, blev min venligt udstrakte hånd ignoreret (ikke opdaget?) og et hurtigt besitos blev vekslet - med garanti noget kejtet fra min side. Det er noget, man lige skal vende sig til.

Og hvad så når to fyre mødes? Så vidt jeg har observeret: for det meste ingen besitos. Til en fyr giver man oftest stadig hånd. Men det kommer vist også an på miljøet.

Daniel, som jeg deler kontor, er en fyr på 33 år fra Mexico med et langt sort krøllet hår og en hel del indiansk blod i årerne, vel omkring en 72-73 cm høj. Han er virkelig en fin fyr. Han er ret musikinteresseret - det hjælper jo altid - men i noget lidt andet end jeg. Han er en ubetinget King Crimson fan, men elsker også The Who og en del progressive rock navne blandt andre Jethro Tull. Han spiller også lidt selv, men, efter han flyttede til Spanien, ikke længere i noget band. Han kender dog nogle forskellige folk, der spiller og i onsdags spurgte han så, om jeg ikke ville med til en koncert med et band han kendte. Det ville jeg da gerne, især da det viste sig at være under 1 minut fra, hvor Lise og jeg bor. Stedet var ‘El Perro’ (dansk: ‘Hunden’) og det viste sig at være et helt fint sted. Musikken var sådan lidt Oasis-agtig, havde Daniel sagt, men pyt tænkte jeg, det skulle nok blive hyggeligt alligevel.

Tordag aften gik Lise, hun skulle da med selvfølgelig, og jeg det ene minut ned til Hunden. Dørmanden tog imod betalingen 6 Euro per snude og sagde så noget - på spansk - som jeg tolkede til at “garderoben er nedenunder” og lise til at “I får en gratis t-shirt når I kommer nedenunder”, hvilket naturligvis fik Lise til at lyse op, selvom det forekom hende lidt sjovt at vi alle skulle stå der til koncerten i den samme t-shirt. Desværre var det mig, der havde ret.

Inden koncerten nåede vi at møde Daniels tidligere flatmate, den australske Jessica, som var taget til Madrid for at blive flamencodanser. Det havde hun nu været i en del år. Jo jo, en australsk flamencodanser - det er ikke hver dag, man møder sådan en. Musikken viste sig heldigvis som lidt mere tidsvarende og interessant end Oasis-agtig, i øvrigt i en meget international opsætning af en australier, et par gutter fra Venezuela, en mexicaner, en spanier og en pige fra London. De havde en meget engelsk lyd med en virkelig flot og kraftfuld vokal og kunne til tider minde lidt om Starsailor. Alt i alt en fornøjelig aften og rart at vide man har sådan et sted lige om hjørnet.