sandvig.mariegaard.net

Søndag aften kl. 20 er tv-primetime, også på DR 1, hvor der på denne sendeplads tidligere er blevet vist diverse (de værste) stort anlagte seriesatsninger som ‘Nikolaj og Julie’, ‘Krøniken’ og hvad ved jeg. For tiden er det Per Flys miniserie ‘Forestillinger’, der har fået æren. Og for en gangs skyld er der, i følge denne signatur, noget at komme efter. Miniserien, der foregår i og omkring et teaterstykke, kører over seks afsnit. I hvert afsnit følger man en af Forestillingens personer, herunder nogle tilsyneladende dokumentariske indslag, hvor det pågældende afsnits hovedperson forklarer sig og beskriver sine tanker og oplevelser til kameraet. På den måde får man for hvert afsnit skrællet endnu et lag af løget, set sagen og handlingen fra et helt nyt perspektiv. I går løb andet afsnit over skærmen og indtil videre fungerer det virkeligt godt. Jeg lader hermed min anbefaling gå videre.

Hvis du skulle have misset de første to afsnit, kan du vist stadig nu at være med på ‘Forestillinger’s hjemmeside.

Jeg er netop hjemvendt fra et tre-dages DCAMM symposium i Silkeborg. Det var et ganske fint møde med et hårdt program med næsten 50 forskellige præsentationer (mere om det senere), men tirsdag aften var der skemalagt besøg og omvisning på Silkeborg Kunstmuseum. Museet har tillægsnavnet ‘Asger Jorns samling’ og er da også tilegnet Jorns værker, samt hvad han har samlet til museet.

Besøget var en stor oplevelse og er bestemt anbefalelsesværdigt.

For et par uger siden færdiglæste jeg to bøger - to meget anbefalelsesværdige bøger, som I her kan høre lidt om.

1. Martin Krasnik: De Retfærdige
Krasnik tager på ud på en række rejser for at forstå islamismen. Det bringer ham til London, Iran, Libanon, Pakistan og Saudi Arabien. Det kommer der mange interessante samtaler ud af og undervejs lærer man en masse om disse landes politiske situationer og historie.

2. Bob Dylan: Chronicles, vol.1
Dylans kritikerroste autobiografi er virkelig interessant og for en Dylan-rookie som mig, betyder det, at interessen skærpes endnu mere. Jeg har siden vaeret noed til at investere i et par af mesterens albums og jeg har et par mere i kikkerten. Bogen består af 4 udsnit fra Dylans liv: 1) De allerførste år (sidst i 50′erne) hvor Dylan lige er kommet til New York og hvor han spiller kopi-numre på kaffebarer for skillinger, 2) En del senere, sidst i 60′erne, hvor Dylan og hans familie er forfulgt af sindsyge fans, der slår lejr foran hans hus, kravler rundt på taget og bryder ind; familien er konstant på flugt, 3) Om tiden (’88-’89) omkring skabelsen af albummet Oh Mercy med produceren Daniel Lanois, 4) Et tilbagespring til tiden omkring de første indspilninger (først i 60′erne) og om idolet Woody Guthrie. Bogen er dog langt fra blot kedelig beskrivelse af begivenheder, men er mange steder skrevet nærmest som en ‘conscience stream’ - det virker rigtig godt. Dylan kører ud af associationsrækker og blander fortid med nutid med historie med stort og småt.

I sidste uge og indtil i går tirsdag har Lise og jeg haft besøg af mine forældre. Vi fandt et fint lille hostal til dem på gaden ved siden af vores. Det var rart og gjorde, at de kunne komme op i vores lejlighed og spise morgenmad, efter jeg var taget på arbejde og Lise til spansk. Og ja, Lise er nemlig begyndt at gå til spansk på et formiddagshold her i byen. Det er fire timer om dagen og så hjem at terpe. Det er desværre lidt dyrt, men det er om at få gjort noget ved det, i mens man er her.

I lørdags tog vi alle fire til Segovia, som er en flot middelalderby omkring 100-120 km fra Madrid. Byen er især kendt for sin gamle romerske aquaduct fra år 80. Et imponerende bygningsværk der i dag 2000 år efter står, som om intet var hendt. Byen, hvis middelalder centrum helt er omgrænset af en gammel bymur, udmærker sig herudover ved en imponerende katedral for enden af den meget hyggelig Plaza Mayor og ved borgkomplekset Alcázar. Vejret var med os - 25 grader og sol fra en skyfri himmel.

Solen har ellers været fortrængt længe fra den ellers normalt ubestridte plads på himlen. I mere end 1,5 uge har det regnet næsten uafbrudt. Og meget. Det er helt uvant her på egnen, hvor man normalt ikke snakker om vejret (som man gør meget i Danmark), da det altid er godt. Den sidste halve uge af uvejret ramte uheldigvis sammen med mine forældres besøg. De er heldigvis ikke sådan at slå ud og det blev jo også godt igen, så jeg tror, de havde nogle gode dage her.

Daniel, som jeg deler kontor, er en fyr på 33 år fra Mexico med et langt sort krøllet hår og en hel del indiansk blod i årerne, vel omkring en 72-73 cm høj. Han er virkelig en fin fyr. Han er ret musikinteresseret - det hjælper jo altid - men i noget lidt andet end jeg. Han er en ubetinget King Crimson fan, men elsker også The Who og en del progressive rock navne blandt andre Jethro Tull. Han spiller også lidt selv, men, efter han flyttede til Spanien, ikke længere i noget band. Han kender dog nogle forskellige folk, der spiller og i onsdags spurgte han så, om jeg ikke ville med til en koncert med et band han kendte. Det ville jeg da gerne, især da det viste sig at være under 1 minut fra, hvor Lise og jeg bor. Stedet var ‘El Perro’ (dansk: ‘Hunden’) og det viste sig at være et helt fint sted. Musikken var sådan lidt Oasis-agtig, havde Daniel sagt, men pyt tænkte jeg, det skulle nok blive hyggeligt alligevel.

Tordag aften gik Lise, hun skulle da med selvfølgelig, og jeg det ene minut ned til Hunden. Dørmanden tog imod betalingen 6 Euro per snude og sagde så noget - på spansk - som jeg tolkede til at “garderoben er nedenunder” og lise til at “I får en gratis t-shirt når I kommer nedenunder”, hvilket naturligvis fik Lise til at lyse op, selvom det forekom hende lidt sjovt at vi alle skulle stå der til koncerten i den samme t-shirt. Desværre var det mig, der havde ret.

Inden koncerten nåede vi at møde Daniels tidligere flatmate, den australske Jessica, som var taget til Madrid for at blive flamencodanser. Det havde hun nu været i en del år. Jo jo, en australsk flamencodanser - det er ikke hver dag, man møder sådan en. Musikken viste sig heldigvis som lidt mere tidsvarende og interessant end Oasis-agtig, i øvrigt i en meget international opsætning af en australier, et par gutter fra Venezuela, en mexicaner, en spanier og en pige fra London. De havde en meget engelsk lyd med en virkelig flot og kraftfuld vokal og kunne til tider minde lidt om Starsailor. Alt i alt en fornøjelig aften og rart at vide man har sådan et sted lige om hjørnet.

I går var sidste dag af CIMPA sommerskolen. Det var vidst også på tide. Efter mere end 40 timer med forelæsninger og en masse nyt og svært stof er man ved at være mæt og træt. Men i går sluttede vi altså. Sidste forelæsning var færdig kl. 12 og kort herefter tog jeg med 2 andre til Bilbao for at se Guggenheim Museet og lidt af den øvrige del af byen.

Bilbao er den største by i Baskerlandet. Det er en egentlig en stor beskidt industriby, men den har med held i slutningen af sidste århundrede relanceret sig som moderne, flot storby. En af de store investeringer var i den forbindelse det 100 millioner dyre Guggenheim Museum tegnet af Frank Gehry.

Der har siden foråret været en stor anlagt udstilling om Rusland - malere, tegnere og samlere fra Rusland. Den var virkelig god og det var i det hele taget en stor oplevelse at se museet som ligner et godt bud på det 21. århundredes arkitektur.

Da vi kom tilbage til hotellet om aftenen sad der et par andre fra sommerskolen i hotel-lobbyen og drak lidt vin. Vi sluttede os til dem selvom det var lidt af en dødsejler af en fest. En af dem der var her bulgareren Tihomir.

Tihomir er lidt af en joker. Han er en tynd, senet fyr med 2mm frisure, kraftige øjenbryn og mørke øjne. Han er ikke særligt god til engelsk, men snakker alligevel rimeligt meget med en tyk bulgarsk accent. Han taler mest i ultrakorte sætninger (1-3 ord) og hver anden gang han har sagt noget, flækker han i et stort lydløst grin. Meget underholdende. Han siger ting som “In Bulgaria… ” [pause] “very dangerous” hvorefter han åbner munden i stort lydløst grin. Når nogen af os andre siger noget, kunne han sige “it’s good” [tænk på den bulgarske accent] eller “it’s not possible” imens han enten ser grav-alvorlig-rusisk-mafia-agtig ud eller flækker i et grin. En af de andre hyppige er “why?…” ofte efterfulgt af “…why not” [+grin]. “It’s not possible” og “Bulgarian women…” [pause] “very dangerous”… håber at I kan forestille jer ham.

Efter vi havde siddet der lidt kom en ung spansk fyr ind i lobbyen ved 1-tiden. Han var godt beruset og broreren til en lokal pige der skal giftes i dag her på hotellet [faktisk sidder jeg skriver midt mellem 20-30 flotte, festklædte gæster]. Han havde også kun et begrænset engelsk til rådighed. Da han havde fattet, at Tihomir var fra Bulgarien begyndte han at remse bulgarske fodboldspillere op imens han fyrede jokes af (halvdelen ufrivilligt: “when I was children…”). Så fandt han ud af at jeg var fra Danmark og så flækkede han for alvor grin imens han prøvede at komme i tanke om navnet på den danske spiller han kendte. Så sagde han: “he’s like de seck” og så var han helt færdig. Vi fandt ud af at han mente Shrek (fra tegnefilmen) og så kunne jeg heller ikke lade være med at grine for så kunne jeg jo godt regne ud hvem der var, og efter endnu en tids grinen og gentagelsen af “Shrek” kom det da også frem at det var Graversen…