Arkiv for kategorien ‘Kamera’

Nyt kamera, og vinderen blev…

fredag, 15. december 2006

Pentax K100D… Jeg havde egentlig tænkt at jeg ville skrive lidt om hver af kandidaterne, men efter grundigt at have studeret anmeldelser og forums, så orkede jeg ikke rigtigt mere kamera-snak. Nu kan i stedet få et billede af vinderen:

K100D

Flot ikk’? Når støvet har lagt sig om et par dage, kan jeg måske skrive lidt om vores sidste afgørende overvejelser om hvorvidt det skulle være Canon EOS 400D eller Pentax K100D. Jeg kan hilse og sige at det var et virkeligt svært valg. Men i dag var Lise nede i Platan Foto på Vesterbrogade for at købe banditen og et 2GB hukommelseskort, så nu skulle vi være kørende.

Nyt kamera, del II

onsdag, 13. december 2006

Så kom vi så langt: vores nye kamera skal være et DSLR (digitalt spejlrefleks - se Nyt kamera, del 1.). Men hvilket? DSLR kameraer kommer i forskellige prisklasser og de dyre er MEGET dyre. Her snakker vi måske kr. 40.000-50.000, men så er det også det kram de professionelle bruger, så mindre skulle jo også kunne gøre det. Den billige ende, forbruger/amatør-DSLRer, kan inddeles i ‘entry level’ DSLR og prosumer DSLR, hvoraf første gruppe indeholder de, for os, relevante kameraer i ca. 5000 kroners-klassen.

Canon eller Nikon?
Når man drøner rundt ude på internettet på diverse (seriøse) fotohjemmesider, så lader spørgsmålet ofte, at være om man skal have et Canon eller et Nikon kamera. Der er andre producenter, men skal man have et stort udvalg i virkeligt gode objektiver, så er det enten Canon eller Nikon. Men, men, men det er vist mest for super-entusiasterne og de professionelle. I takt med at teknologien er blevet billigere vokser markedet for de såkaldte ‘entry level’ DSLR og prisen i dag mellem et godt (lad os hellere sige dyrt) kompaktkamera er ikke langt fra et billigt DSLR. Nogle af andre producenter er Sony, Pentax, Samsung, Olympus og Leica. Et par gamle spejlrefleks-kendinge, men også nye spillere som Samsung og Sony. Sidstnævnte slog sig for et års tid siden sammen med Konica-Minolta og har nu overtaget foto-delen af den tidligere partner fuldstændigt.

Hvor finder man anmeldelser?
Der er ikke overraskende en skov af fotosider derude på nettet. Jeg vil her nævne et par, som jeg synes, har været nyttige.

  • dpreview.com - laver mange (grundige) anmeldelser (også i arkiv), flere forums, man kan sammenligne specifikationer for forskellige kameraer.
  • digit.no - norsk side med meget grundige (DIWA standard) anmeldelser.
  • imaging-resource.com - mange anmeldelser, meget grundige testfotos
  • dcresource.com - mange anmeldelser, links til andre anmeldelser
  • letsgodigital.org - mange anmeldelser
  • e-photozine - anmeldelser, forums m.m.
  • dphotojournal.com - for hvert kamera er der uddrag fra mange anmeldelsers konklusioner, giver et hurtigt bedømmelsesoverblik.
  • viewscore.com - bruger anmeldelser fra andre sider til at give hvert kamera en gennemsnitskarakter (en meta-score).
  • kenrockwell.com - har lange artikler og anmeldelser - næsten kun Canon og Nikon.
  • steves-digicams.com - anmeldelser o.a.

Kandidaterne
Nå, lad os kigge lidt på feltet. Der er fem, alle nye, entry-levels med i opløbet.

  • Canon EOS 400D (efterfølgeren til den millionsælgende EOS 350D)
  • Nikon D40 (spritny, kom i butikkerne for et par dage siden)
  • Pentax K100D (med image stabilizer)
  • Sony alpha-100 (Sonys første nogensinde)
  • Olympus E-400 (verdens mindste DSLR)

Næste gang vil jeg kigge lidt nemmere på det 5 kandidater…

Nyt kamera, del I

søndag, 10. december 2006

Som I sikkert husker, så fik Lise og jeg stjålet en skuldertaske blandt andet indeholdende vores kamera og Lises mobil med kamera. Takket være René har vi haft mulighed for at skyde nogle fotos af vores sidste tid i Madrid med hans Nokia mobilkamera. I den forbindelse kan I jo lige se et foto af Lise taget i lejligheden med Renés mobil.

Lise med mave

Men vi har jo brug for et nyt kamera især nu med et nyt familiemedlem på vej. Så det har vi brugt rigtigt, rigtigt meget tid på. Jeg har læst et hav af anmeldelser og artikler på nettet, vi har været i El Cortes Inglés et par gange og haft nogle i hånden, vi har rådført os over email med Jakob Lemvig og Fisker og vi har diskuteret… I starten var Lise af den opfattelse, at det skulle være kompakt og let (og lækkert), så vi kunne have det med overalt, mens jeg hellere ville have et større spejlreflekskamera (SLR).

Hmmm, vist en klassiker, fyren vil have et stort, vildt kamera med masser af funktioner, pigen er mere til et lille lækkert, designet kamera. Skræmmende så forudsigelig man kan være nogen gange. Nå, men jo mere Lise fik kigget på de stakke af printede anmeldelser, jeg hev med hjem, jo mere varm blev hun på ideen for et spejlreflekskamera. Og sandt skal det da også siges, at hun allerede inden da var gået med til at det blev et sprejlrefleks, da hun så hvor meget, jeg gerne ville have et (jeg plagede ikke!). Den skat, altså, hun er fantastisk :-).

Men hvorfor dSLR?
SLR står for single lens reflex, på dansk kaldet spejlrefleks og nu om dage køber de fleste et digitalt SLR. Et sådan kamera er større end et kompaktkamera (selvsagt), som er det de fleste turister og “almindelige” mennesker render rundt med. Fordelene ved sidstnævnte er, i grove træk, at de er små og lette, nemme at have med overalt, lette at bruge, ofte har mulighed for at tage videoklip og at de (fleste) er relativt billige. Men, men, men de har naturligvis deres begrænsninger og der grunde til at professionelle fotografer hellere bruger SLR. De vigtigste fordele ved et dSLR er

  • Udskiftelig objektiv. En af de helt store styrker og en ‘defining feature’ for SLR. Udvidelsesmulighederne er næsten uendelige.
  • Fotografering i lavt lys uden blitz. Brugen af blitz er ofte nærmest ødelæggende for et godt billede. Hvis man ønsker at tage uden, kræves et hurtigt objektiv (lavt f-nummer), mulighed for høj følsomhed (høj ISO) uden for meget digitalt støj (sker på kompaktkamera) eller ’shake reduction’ (forhindrer dog ikke motivet i at bevæge sig ;-) ).
  • Præcis, optisk søger. Med et dSLR kigger man ud igennem selve objektivet og kan på den måde komponere billedet langt mere præcist.
  • Hurtig og præcis fokusering.
  • Lynhurtig opstart og lille shutter lag. Afgørende for at man ikke mister et fedt billede.
  • Manuelle programmer og indstillinger. Vigtigst: manuel lukketid og blænde. Et hav af andre herudover.
  • Bedre flash. dSLRs har en indbygget pop-op blitz, som ofte er nogenlunde, men med en ekstern (hot-shoe) flash, så begynder det virkeligt at ligne noget.
  • Histogrammer. Til at tjekke eksponeringen.
  • Høj billedkvalitet. Stor sensor i dSLR betyder at der går flere fotoner til hver pixel, så pixelkvaliteten langt højere.

Læs også “Why I upgraded to a digital SLR” (personlig lægmands-forklaring) og “Building a digital SLR system” (fra photo.net).

For Lise og jeg var det afgørende, at vi kan tage nogle rigtigt gode billeder af vores kommende søn (børn) også indendørs og også når han ikke står stille.

Følg med i næste del, hvor jeg fortæller lidt om de forskellige ‘entry-level’ dSLR der er på markedet for tiden.