Arkiv for kategorien ‘Arbejde’

ispell under emacs - særligt for LaTeX

fredag, 24. oktober 2008

Jeg har fået min Thinkpad tilbage fra reparation med ny blæser. Det betyder, at mit windows-eventyr er slut for denne gang, og at jeg er tilbage på Linux.

I dag har jeg brugt lidt tid på at få ispell under emacs til at fungere lidt bedre - især i forbindelse med LaTeX-dokumenter. ispell er LaTeX-aware til en hvis grad, men særligt tre ting har generet mig.

  1. Kommentarer kontrolleres for stavning
  2. Nogle LaTeX kommandoer som \label, \eqref understøttes ikke, så ispell kontrollerer også stavning her
  3. Nogle af mine egne kommandoer, som eks. \notes of \margnotes går heller ikke fri.

Ad. 1. Tilsyneladende nemt: vælg “customize” i tools>spell checking menuen og sæt “Ispell Check Comments” to off. Ellers kan du bruge følgende i din .emacs:
(ispell-check-comments nil)

Bemærk at hvis du bruger emacs til at skrive mere decideret source code, så kan det at lave en stavekontrol på netop kommentarerne være det du ønsker. Sådan er det sjældent i LaTeX dokumenter.

Ad. 2+3. ispell.el som er LISP-forlængelsen til ispell definerer variablen ispell-tex-skip-alists. Her får ispell at vide, at den skal springe visse ting over, når den er TeX-mode. En mulighed er at tilføje noget direkte i denne fil. Find den ved i emacs med

M-x locate-library
ispell.el

Alternativt kan du tilføje følgende eder i din .emacs:

(setq ispell-tex-skip-alists
(list
(append
(car ispell-tex-skip-alists) ;tell ispell to ignore:
'(("\\\\cite" ispell-tex-arg-end)
("\\\\nocite" ispell-tex-arg-end)
("\\\\includegraphics" ispell-tex-arg-end)
("\\\\bibliography" ispell-tex-arg-end)
("\\\\ref" ispell-tex-arg-end)
("\\\\notes" ispell-tex-arg-end) ;personal
("\\\\margnotes" ispell-tex-arg-end) ;personal
("\\\\label" ispell-tex-arg-end)))
(cadr ispell-tex-skip-alists)))

Du kan vælge en bestemt ordbog (dansk/english/american) med

M-x-ispell-change-dictionary
american

Ønsker du at tvinge brugen af en bestemt ordbog i en bestemt fil, så kan du tilføj følgende nederst i dit dokument:
%%% Local IspellDict: "american"
IspellDict er en ispell.el-variabel - der er et alternativ.

Se mere på ispell.el-siden.

Om emacs, LaTeX, auctex, ispell o.a. på windows

torsdag, 2. oktober 2008

Endnu et indlæg i min-ibm-er-gået-ned-men-jeg-låner-en-windows-pc-serien. Jeg minder her blot om at dethlefs guide er fin, hvis man skal have emacs, LaTeX og venner til at spille på en Windows-maskine. Så kan jeg snart komme til at arbejde…

Ang. ispell så er dethlefs gamle link broken. Man kan benytte ispell.zip@gatekeeper i stedet.

En nyttig lille ting i den forbindelse er system variable (eks. PATH), som findes i Windows XP via højreklik på My Computer, hvorefter Advanced>Environment Variables vælges.

Om subversion, putty og andet

torsdag, 2. oktober 2008

Så gik min thinkpad ned. Fan Error. Æv. Nu har jeg så lånt en (frika-)dell med windåse, så jeg fortsat kan arbejde hjemme en gang om ugen. Så skal den jo lige sættes op med det mest nødvendige, før man kan komme i gang. Blandt det “mest nødvendige” er en klient til Subversion, så jeg kan tilgå de filer, jeg har i mit Subversion-repo på MATs Unix-system. Her kommer TortoiseSVN ind i billedet. Det er, efter hvad jeg har hørt en ganske udmærket Subversion-klient til Windows, som kører direkte i Explorer. Installationen er nem nok, men det kræver lige et par skridt ekstra for at få det til at spille over ssh. Beskrivelse følger:

Når dit repository skal tilgås over ssh i Windows, så foregår det (i hvert fald i mit tilfælde) vha putty, så sørg for at Putty, PuttyGen og PageAnt (alle Putty-programmer) er installeret.

  1. Log ind på serveren. Generer ssh-keys med
    ssh-keygen -b 1024 -t dsa -N [pass] -f [mykey]
    hvor [pass] er et kodeord, kun du kender, og [mykey] er filnavnet på de to filer (en privat og en offentlig) du hermed skaber.
  2. Hvis vi antager at du har kaldt filerne mykey, så tilføj den “offentlige” til dine autoriserede keys med
    cat mykey.pub >> ~/.ssh/authorized_keys
  3. Flyt den private key til din windows-maskine (klienten) og brug PuttyGen til at konvertere den til Putty-format. Gem den.
  4. Start Putty og indtast dine server-oplysninger m.v. og tilføj i connection>SSH>auth> stien til din private key, samt i connection>Data>auto-login dit brugernavn. Gem din session. Min hedder MAT.
  5. Start Putty-pageant, hvis den ikke allerede kører i din taskbar. Peg den mod din private key og skriv din passphrase. Pageant sørger herefter for at give Putty din passphrase, så du ikke selv behøver at instaste den hele tiden.
  6. Prøv at logge ind med Putty. Du skulle nu ikke blive bedt om noget password. Hvis du gør, er noget gået galt.
  7. Prøv at starte Tortoises repo-browser ved at højreklikke i et vindue. Angiv URL som
    svn+ssh://MAT/path-to-your-home/svn
    hvor path-to-your-home erstattes med hele stien til dit hjemmedrev. Husk MAT var navnet på min session.

Tjek evt tortoisesvn.net/ssh_howto for yderligere.

Præsentationer, slides og tale

fredag, 23. marts 2007

Som lovet i går, lige et par ord mere om det hav af videnskabelige præsentationer, jeg var vidne til fra mandag til onsdag i denne uge på RadissonSAS i Silkeborg til dette års DCAMM symposium. DCAMM (Dansk Center for Anvendt Matematik og Mekanik) spænder bredt fra spændende matematik, over optimering, matematisk modellering, numeriske metoder til faststofs- og strømningsmekanik og endnu videre til svejsning, motorer og energiteknik. De omtalte næsten 50 korte præsentationer på symposiet spændte tilsvarende bredt. Det betød naturligvis også at tilhøreskaren var tilsvarende broget, hvilket stiller store krav til taleren.

Hvis du skulle komme ud for en lignende situation, dvs. du skal lave en slideshow-præsentation

  • der er kort, 10-15-20 minutter
  • som er en ud af mange (måske 50 som i mit tilfælde)
  • til et publikum med meget forskellige forudsætninger

så tænk over følgende (oplagte?) råd, som jeg har noteret mig de seneste par dage:

  • Tal højt, langsomt og tydeligt (tænk især over dette, hvis det skal foregå på et engelsk, du ikke mestrer helt)
  • Kig på publikum, ikke dine slides
  • Hold tiden (lav en generalprøve, der bekræfter, at du gør!)
  • Øv dig! (der er svært at lave en kort, præcis præsentation)
  • Reducér fyld og unødvendige beskrivelser på dine slides (overvej om det ikke kan siges med ord i stedet?)
  • Gå efter at få simple budskaber og koncepter igennem (drop detaljer!) - keep it simple!
  • Begynd meget simpelt (ekstremt vigtigt med blandet publikum)
  • Brug visualiseringer, simple grafer (forklar dem ordentligt), videoer (hurtigere at forstå end mange ord)

Der er selvfølgelig meget mere at tænke på, når der skal laves en god præsentation, men det var lige mit pip.

Og så er det hjem; status

onsdag, 20. december 2006

Jep, i dag er sidste dag her på universitetet; i morgen ved samme tid sidder jeg hjemme i lejligheden i Danmark. Et oplagt tidspunkt til at gøre status over denne blog og over opholdet som sådan. Jeg skal spare jer for lange udredninger, men vil lige fremhæve et par gode og mindre gode elementer ved tiden her i Spanien.

Opholdet kort

Uge 1: Lise og jeg ankom 18. august og første uge (indtil Lise tog hjem igen 26/8) gik primært med at finde en bolig - det var svært. Desuden var jeg til konference, International Conference of Mathematicians, og mødtes dér første gang med Prof. Zuazua.

Uge 2-3: Alene tilbage i Spanien tog jeg til Castro Urdiales i Nordspanien nær Bilbao for at deltage i en 2-ugers sommerskole, CIMPA School on Optimization and Control. I alt cirka 40 forelæsninger af 6 professorer, den ene var Zuazua.

Uge 4: Tilbage i Madrid og den første rigtige uge på universitet. De første to egentlige møder med Zuazua, hvor vi snakker om hvad jeg har lavet før og om hvad jeg skal lave i mens jeg er her. Vi aftaler, at jeg skal kigge på inverse problemer for bølgeligningen, og se om man kan bruge nogle af analyseværktøjerne kendt fra kontrolteori i den forbindelse.

Uge 5-16: Lise kommer tilbage (til Madrid) den 22. september. Og i den periode er hoveddelen af vores ophold, vores hverdag i Madrid. I weekenden tager vi flere gange på små ture, Lise går til spansk i 3 uger og vi får besøg af mine forældre, Pernille+Camilla, Jens+Sine, Kristian+Michelle. Desuden er vi en dejlig tur til Andalusien i starten af oktober.

Uge 17-18: Sidste to uger alene i Madrid, ingen undskyldninger, nu skal der bare arbejdes min. 12 timer om dagen weekenden med.

Jespermedslips

En pauseøl, skål!

Godt og mindre godt
Madrid er en fed by, ingen tvivl om det. Og vi havnede i det rigtige kvarter. Det kunne selvfoelgelig have vaeret laekkert at have lidt mere fritid til at tage rundt i Spanien, men nu var det jo ikke grunden til, at vi kom. Vores lille lejlighed var … lille. Man kunne nemt faa en lidt klaustrofobisk fornemmelse, naar man var der i laengere tid ad gangen. Det gik naturligvis mest udover Lise, der jo ikke havde et tilflugtssted som jeg. Det blev til sidst ogsaa meget haardt for Lise at gaa alene hjemme i lejligheden, naar jeg var vaek om dagen. Det bliver sgu’ noget ensomt.

Tiden paa universitetet er egentlig gaaet rimeligt godt. Der er en masse flinke unge forskere (baade pre- og post.doc) - generelt et rigtigt fint miljoe. Eneste store problem har, som i saa mange andre situationer, vaeret mine manglende spanskkundskaber. Jeg foeler, at jeg har naaet at faa et par venner. En blandet flok, Chuang fra Kina, Pablo fra Argentina, Juan Manuel fra Mallorca, Ángel fra Spanien, Keith fra Skotland og den bedste: Daniel fra Mexico. De har vaeret soede til fra foerste dag at tage mig med til frokost, kaffe og snakke med mig. Det var super.

Samarbejdet med professoren har vaeret lidt svaert, synes jeg. Han har travlt, har en meget lille taalmodighed, snakker meget (ud af tangenter), men han er virkelig dygtig, har taget sig af mig (og inviteret mig til at komme tilbage senere), og er (for det meste) flink og imoedekommende.

Lise er taget hjem og babykøn

lørdag, 9. december 2006

Lise er taget hjem til Danmark i forgårs, torsdag. Fremskyndet lidt af at det var lidt kedeligt at sidde hele dagen alene i lejligheden i Madrid, mens jeg var på arbejde. Så de sidste to uger er jeg alene, så nu er der ingen undskyldning for at arbejde full time. Dammit! Nej, det er sgu’ ok, og fra nu af bliver det 12-14 timers arbejde om dagen i et desperat forsøg på at få lavet lidt inden jeg tager hjem til Danmark 21/12.

Lise og Jesper

Men for at det ikke skal være arbejde 100% af tiden, vil jeg de sidste dage skrive her på bloggen hver dag.

Nå ja, så var vi til ultralydsscanning her i Madrid i tirsdags. Det gik utroligt hurtigt (de havde travlt), men de nåede da lige at fortælle os at vi skal (99% sikkert) have en dreng. Så nu kan I godt begynde at sende navneforslag ind :-) Alt så i øvrigt fint ud og både mor og baby har det godt.

Rester fra Castro: Hotelmåltider og Chan fra Cambodia

søndag, 17. september 2006

Jeg synes stadig der en masse godt at fortælle fra de to uger hvor jeg var på sommerskole i Castro Urdiales.

Vi boede alle på byens fineste hotel det fire-stjernede Las Rocas, der ligger næsten lige ned til stranden og kun 5 minutters gang fra La Residencia, hvor forelæsningerne blev holdt. Frokosten, som vi fik på hotellet, betalte sommerskolen. Det var egentlig hver dag kl. 14:30, hvilket er almindelig frokosttid i Spanien, men vi startede kun de første dage før kl. 15:00 og senere og senere for hver dag der gik, da maden først blev serveret når alle sad ved bordet og ingen gad at komme alt for længe før de andre. Det er nok et fint hotel, men det var ikke for fint til at hakke noget billigt sammen til os (sommerskolen betalte). Hver dag foregik det på samme måde (i øvrigt også til aftensmaden). Fire flasker vin til deling, et stort, ufatteligt tørt og fuldstændigt nærringstomt brød og til de tre retter. Da vi havde været der i ca. en uge var fantasien løbet tør, så fik vi flere af de samme retter igen. Anden retten var hver gang – frokost og middag – pommes fritter med paneret kød eller fisk uden tilbehør. Nu får jeg det måske til at lyde værre end det var. De fleste dage smagte det ok. Men én dag var desserten helt til hundene. Men inden jeg kommer tilbage til den, vil jeg lige fortælle om Chan Roath.

Chan Roath var nok en af skolens ældeste deltagere. Chan, der nok er omkring 40 år, er fra Cambodia og har et meget karakteristisk bredt ansigt med rimeligt store udstående ører og en stor flot sideskildning af det sorte, lidt tynde hår. Chan tog sidst i firserne til Moskva og fik en uddannelse som matematiker ved Moscow State University. Og er den dag i dag en af Cambodias fire (4!) matematikere, men som han siger, så vil de gerne have lidt flere. Det engelske er ikke så godt som det kunne være, men det russiske er stadig helt i top. Generelt er Chan en noget pudsig fyr. Den ene aften havde de andre prøvet at lære ham, at sige ”hasta luego” (ca: ‘vi ses’, egentlig: ‘indtil senere’), men han fatter det tilsyneladende slet ikke og sidder bare og nikker og smiler. Efter 30 forsøg giver de op – han er slet ikke med på den. Da måltidet er færdigt, rejser han sig og siger så ”hasta lu-æ-go” på den mest kantede og sjove måde, som en nasal terminator.

Tilbage til desserten fra før: sammen med gulbrune stænger af sammenpresset sukker-frugt-masse, godt slimede, ligger der der en ring af den dårligste undskyldning for en klam, vandet fetakopi. Vi sidder bare og glor. Vi kan godt genkende den – det havde ligget som et tilbud ved morgenmaden i alle de foregående dage. Folk stikker forsigtigt til desserten, som sandt at sige ikke ser indbydende ud. Et par af os smager forsigtigt, mens vores ven fra Cambodia sidder med et stort grin og guffer i sig i mens han, stadig med munden fuld, siger ”Dæ-leeee-sjuz” [delicius] på samme kantede, nasale måde efter at have været stille under hele middagen, ”Dæ-leeee-sjuz… hmm-mmm…Dæ-leeee-sjuz” og en gang til ”Dæ-leeee-sjuz”. Han er færdig på under et minut, rejser sig og siger så ”hasta lu-æ-go”. Velbekomme.

Første dag på kontoret

onsdag, 13. september 2006

Efter 3 uger i det spanske var det i dag min første på kontoret. “Hvad er de første uger gået med?” - spørger du måske. Uge 1: Konference (ICM2006) + lejlighedssøgning, Uge 2+3: Sommerskole i Castro Urdiales.

Første dag var samtidigt også det første rigtige møde med Prof. Zuazua. Mandag var hans første dag på kontoret efter en lang sommer med ferie, den ene og den anden konference, sommerskole, forelæsninger og alt sådan noget. Det betød at der var *mange* ting han skulle ordne og svare på mandag. Så under vores “møde” der startede kl. 9:30, ringede først den ene tlf og så den anden, en kom en af døren med nogle ting der skulle underskrives, han smuttede lige et øjeblik for at ordne noget, en anden kom, flere underskrifter, flere telefoner, mails der lige skulle svares på. Vores “møde” var faktisk mest en pep-talk fra Zuazua om ideer og om hvordan alting hang sammen og nogle interessante historiske sammenhænge. Men på trods af ca. 100 afbrydelser på vores mere en 2,5 time lange “møde” formåede han hele tiden at samle tråden op som ingenting var hændt. Utroligt. Jeg havde næsten hver gang glemt hvor vi (han) kom fra. Konklusion: Zuazua kunne godt tænke sig at jeg kigger lidt på inverse problemer i relation til kontrol…

Og mit kontor? På sjette etage, for enden af en gang, sammen med 5 andre ph.d.-studerende og post.docs. Møblerne er slidt og halvsmadret. Der mangler nogle gulvplader, da noget af rummet tidligere tjente som gang. Men de andre er flinke: Keith er fra Skotland, men har været i Madrid i 2 år. Daniel, der er 33, er fra Mexico. Anna er lokal, eller det vil sige fra Sevilla. Chung, som også var med på sommerskolen, er fra Kina. Aurora, der også var med på sommerskolen, og lige som Chung og jeg arbejder med/for Zuazua, er fra Rumænien. Hun har dog, nu onsdag, endnu ikke været på kontoret. Hun sidder i stedet og arbejder i stilhed i biblioteket i stueetagen… måske en god idé?

Jeg har også mødt et par af de andre “unge” til frokost. En havlt russer/spanier med stort knaldrødt hår og en mærkelig russeraccent når han taler engelsk. Og et par ægte spaniere.

Sommerskole i Castro Urdiales

mandag, 28. august 2006

I forbindelse med International Congress of Mathematicians (ICM 2006) i Madrid er der en masse såkaldte satelitkonferencer/sommerskoler i hele Spanien. En af dem “CIMPA School on Optimization and Control” fra 28/8 til 8/9 i Castro Urdiales, der er en ferie- og badeby i Nordspanien tæt ved Bilbao. Det er en 2-ugers sommerskole med 30 deltagere fra hele verden - eller det vil sige fra Kina, Vietnam, Cambodia, Iran (hele 6!), Egypten, Rumænien, Bulgarien, Rusland, Peru, Argentina, Chile, Frankrig, Spanien (kun 1) og Danmark (det er mig). En sådan mangfoldighed er meget interessant, men det giver også anledning til et hav af misforståelser, da ikke alle er lige skarpe til engelsk (eller spansk). Nogle er så hæmmet at det er en gåde for mig hvordan de kan få noget som helst ud af forelæsningerne, der alle er på engelsk. I øvrigt skulle jeg måske lige fortælle hvad “skolen” indeholder: I hver af de 2 uger er der 3 professorer med hver 7 timer til rådighed til forelæsninger til hver deres kursus. I anden uge er en af de tre forelæsere Prof. Enrique Zuazua som jeg er taget til Madrid for at besøge.

ICM 2006

mandag, 21. august 2006

Der er i disse dage International Congress of Mathematicians, ICM 2006, i Madrid (21/8-30/8). Det er en *stor* kongres for matematikere med ca. 4000 deltagere. Den er delt op i ‘plenary talks’, ’sectional talks’ fordelt på 20 sektioner, ’short communications’ med fodsoldaterne, samt en masse andet gøjl - blandt andet skal Fields Medaljen (en af de højeste anerkendelser en (<40 årig) matematiker kan få) og Gauss-prisen også uddeles her. Det er dog meget begrænset hvor meget jeg kan nå at se, da boligsøgningen har højeste priotet. Men jeg skal naturligvis have tid til at se Prof. Zuazua (som jeg er taget herned for at besøge), når han skal tale på torsdag.