Roskilde-træning

I morgen er der blot en måned til starten af Roskilde Festival 2007 (netop udsolgt). Der er et hav af gode koncerter forude og det er på høje tid at gå i træningslejr for at være i tip-top-form til fornøjelserne og anstrengelserne. Du tænker måske, at min træning består i at tylle 10-15 varme guldbajere om dagen, men dér tager du fejl. For mig handler det om at træne ryggen og at studere de optrædende bands. Min gamle ryg er normalt ude af stand til at holde mig oprejst i mange timer i træk (som man er nød til, hvis man vil se mange koncerter), så helst et par måneder inden festivalen, går jeg i gang med at

  • stå op ved mit skrivebord (der kan hæves/sænkes) på arbejdet
  • tage rygbøjninger (åh, pis, det har jeg glemt; note-to-self: start i morgen)
  • bruge skammel/terapibold frem for stol med ryglæn når jeg sidder ned hjemme

…lyder jeg som en first-class geek? Right on ;-)

Den musikalske opvarmning er naturligvis endnu vigtigere. Roskilde Festivalen er hvert år en suveræn kilde til kendskab til ny musik, men det skal helst forberedes for at få det maksimale udbytte. Man kan jo ikke se alle 180 koncerter og da slet ikke rumme dem! Den musikalske forberedelse foregår ved at

  • trave band-listen og plakaten igennem gentagne gange
  • søge bibliotek.kk.dk for (og låne) cd’er med navne som jeg ikke kender på forhånd
  • tjekke MySpace-profiler for de bands som ikke kunne findes på biblioteket
  • koncentrere cd-køb om skiver med bands som kommer på Roskilde
  • læse blogindlæg tagget med “Roskilde Festival” fra feed via overskrift.dk (genererer feed med bestemt tag)

…og så høre en masse musik naturligvis :-)

Skriv en kommentar