Navngivning i Nordjylland
I går kom signaturen med kone og barn tilbage til København efter en lille uge i sommerhus det nordjyske, hvor vi blandt andet fik fejret navngivningen af min søn. Vi afholdt en lille brunch for familien i den førstfødtes ære til fejring af hans tilkomne navn, men hvordan er det ellers lige, man markerer en sådan særlig dag, når man ikke tror på guder? Vi havde overvejet, at plante et træ, men på en sommerhusgrund ved Vesterhavet er der ingen grogaranti på andet end hunderoser og græs, så det blev droppet. I sidste øjeblik - dagen inden - kom vi på, at vi kunne lave et farvet aftryk af hans fødder på en flise. Det foretagene syntes han faktisk ret godt om (selvom han ser lidt skeptisk ud på billedet herunder).
…Og jeg synes, det var en meningsfuld ceremoni - i hvert fald til sammenligning med Statkirkens dåbsritual, som jeg også var vidne til i weekenden. Jeg får myrekryb, når jeg ser og hører trosbekendelse, fader vor og alt det andet gas barnet udsættes for under en dåb. Og hele ideen om arvesynden, som vist (jeg er ikke ekspert) er central for dåben og de kristne i det hele taget, er dybt pervers. Min søn skal i hvert fald ikke, på andres initiativ, sovses ind i den slags organiseret overtro. Men ok, inden der går alt for meget fordømmelse i mig, så indrømmer jeg da gerne, at jeg forstå, hvorfor nogen ønsker at fejre deres nyfødte i en traditionsrig, fin ramme. Fred være med jer.