Roskilde Festival 2007 - program offentliggjort
I torsdags blev plakaten og det (næsten) færdige musikalske program til dette års store musikbegivenhed, Roskilde Festival 2007, offentliggjort. Det skete delvist ved et pressemøde og delvist ved en nyskabelse dette år: Roskilde Event 2007, der blev afholdt samme aften i Amager Bio med et par smagsprøver (Whitest Boy Alive og Electrelane) og masser af merchandise.
Årets hovednavne
Som man også kan se af plakaten nedenfor er dette års hovednavne (alfabetisk)
- BEASTIE BOYS (US) - com’on, hvem husker ikke ’sabotage’?
- BJÖRK (ISL) - alletiders islandske alf, helt sin egen
- MUSE (UK) - storladen symfonisk rock
- QUEENS OF THE STONE AGE (US) - suveræn stoner-rock
- RED HOT CHILI PEPPERS (US) - tjoew, de var vel meget fede i midt-90′erne?
- TIËSTO (NL) - legendarisk trance-DJ pioner
- THE WHO (UK) - leverandører af noget af 60′-70′ernes vigtigste rock’n'roll
Det er i mine øjne en rimelig interessant håndfuld (især sammenlignet med de senere års “superstjerner”), dog har, som flere kritiske røster har bemærket, de fleste af disse navne før gæstet festivalen. Jeg vil alligevel med det samme varmt anbefale især de amerikanske stoner-rockere Queens of the Stone Age, dernæst også Björk, Beastie Boys og The Who.
Det var 100 af de i alt 168 navne på plakaten, der blev offentliggjort i torsdags, de restende var kendt (offentliggjort i sjatter hver onsdag siden jul). Queens of the Stone Age var det eneste af de store som indtil torsdag var ukendt - eller det vil sige… faktisk var det ikke en rigtig nyhed, da Gaffa allerede i februar røbede hemmeligheden.
Meget mere skal naturligvis siges om programmet, men det får vente… skynd dig nu bare at købe billetten (salget går indtil videre 3-4 gange hurtigere i år end sidste år!) og læs så lige shevys RK-omtale fra 4. april.
