Arkiv for marts 2007

Set i tv: Per Flys ‘Forestillinger’

mandag, 26. marts 2007

DR: Forestillinger
Søndag aften kl. 20 er tv-primetime, også på DR 1, hvor der på denne sendeplads tidligere er blevet vist diverse (de værste) stort anlagte seriesatsninger som ‘Nikolaj og Julie’, ‘Krøniken’ og hvad ved jeg. For tiden er det Per Flys miniserie ‘Forestillinger’, der har fået æren. Og for en gangs skyld er der, i følge denne signatur, noget at komme efter. Miniserien, der foregår i og omkring et teaterstykke, kører over seks afsnit. I hvert afsnit følger man en af Forestillingens personer, herunder nogle tilsyneladende dokumentariske indslag, hvor det pågældende afsnits hovedperson forklarer sig og beskriver sine tanker og oplevelser til kameraet. På den måde får man for hvert afsnit skrællet endnu et lag af løget, set sagen og handlingen fra et helt nyt perspektiv. I går løb andet afsnit over skærmen og indtil videre fungerer det virkeligt godt. Jeg lader hermed min anbefaling gå videre.

Hvis du skulle have misset de første to afsnit, kan du vist stadig nu at være med på ‘Forestillinger’s hjemmeside.

GodTube - kristen udgave af YouTube

fredag, 23. marts 2007

Jeg læste i dag på wired.com, hvordan kristne har lavet deres egen udgave af YouTube kaldet GodTube.com. Det var i en underholdende artikel, ‘The Best of the Worst of GodTube’, på TableOfMalContents.

Som man kan læse i ovennævnte artikel, er der på GodTube blandt andet en video, der ‘beviser’ guds eksistens ved hjælp af en banan? Nysgerrig? Se den!

Præsentationer, slides og tale

fredag, 23. marts 2007

Som lovet i går, lige et par ord mere om det hav af videnskabelige præsentationer, jeg var vidne til fra mandag til onsdag i denne uge på RadissonSAS i Silkeborg til dette års DCAMM symposium. DCAMM (Dansk Center for Anvendt Matematik og Mekanik) spænder bredt fra spændende matematik, over optimering, matematisk modellering, numeriske metoder til faststofs- og strømningsmekanik og endnu videre til svejsning, motorer og energiteknik. De omtalte næsten 50 korte præsentationer på symposiet spændte tilsvarende bredt. Det betød naturligvis også at tilhøreskaren var tilsvarende broget, hvilket stiller store krav til taleren.

Hvis du skulle komme ud for en lignende situation, dvs. du skal lave en slideshow-præsentation

  • der er kort, 10-15-20 minutter
  • som er en ud af mange (måske 50 som i mit tilfælde)
  • til et publikum med meget forskellige forudsætninger

så tænk over følgende (oplagte?) råd, som jeg har noteret mig de seneste par dage:

  • Tal højt, langsomt og tydeligt (tænk især over dette, hvis det skal foregå på et engelsk, du ikke mestrer helt)
  • Kig på publikum, ikke dine slides
  • Hold tiden (lav en generalprøve, der bekræfter, at du gør!)
  • Øv dig! (der er svært at lave en kort, præcis præsentation)
  • Reducér fyld og unødvendige beskrivelser på dine slides (overvej om det ikke kan siges med ord i stedet?)
  • Gå efter at få simple budskaber og koncepter igennem (drop detaljer!) - keep it simple!
  • Begynd meget simpelt (ekstremt vigtigt med blandet publikum)
  • Brug visualiseringer, simple grafer (forklar dem ordentligt), videoer (hurtigere at forstå end mange ord)

Der er selvfølgelig meget mere at tænke på, når der skal laves en god præsentation, men det var lige mit pip.

Silkeborg Kunstmuseum og Asger Jorn

torsdag, 22. marts 2007

Jeg er netop hjemvendt fra et tre-dages DCAMM symposium i Silkeborg. Det var et ganske fint møde med et hårdt program med næsten 50 forskellige præsentationer (mere om det senere), men tirsdag aften var der skemalagt besøg og omvisning på Silkeborg Kunstmuseum. Museet har tillægsnavnet ‘Asger Jorns samling’ og er da også tilegnet Jorns værker, samt hvad han har samlet til museet.

Asger Jorns Aelling

Besøget var en stor oplevelse og er bestemt anbefalelsesværdigt.

Sundhedsplejerskens første besøg

torsdag, 1. marts 2007

Ca. en uge efter fødslen er det almindeligt at få besøg af en sundhedsplejerske. Hun (for det er det jo for det meste) ser efter, om alt går, som det skal med den lille og vejer den. Vores sundhedsplejerske kunne fortælle, at Eskild (det skal han hedde) havde taget fint på - 250 gram på en uge - da hun var forbi i mandags. Hurra for det. Det holder også lidt hårdt med næsten konstant amning og ikke så få smerter i både det ene og andet for Lises vedkommende.


Eskild 5 dage

Og herover er han så, som han så ud i weekenden.