Islamisk kreationisme

Kristeligt Dagblad skrev i går, 29/11 side 5, under overskriften “Darwinismen er død i Tyrkiet” om at kreationismen er så udbredt i Tyrkiet at de i en ny undersøgelse af 34 lande ender nederst på listen over offentlig accept af Darwins udviklingslære. Fra artiklen:

Et overdådigt illustreret “Skabelsesatlas” dukker for tiden op på skoler og biblioteker i Tyrkiet under mystiske omstændigheder. Atlassets tekst hævder, at Charles Darwins udviklingslære er den virkelige årsag til terrorismen. Værket byder på hele 768 glitrede sider i storformat med billeder og letlæst tekst, der skal bevise, at Gud skabte verden komplet med menneskehed og alle dyrearter. Ved første blik fremstår atlasset som amerikanske kreationisters værk. De amerikanske kreatio- nister er kristne fundamentalister, der tror på, at verden blev skabt på en lille uge, sådan som det fremgår af Bibelen. Men med forfatternavnet kommer overraskelsen: Harun Yahua - en pengestærk og indflydelsesrig bevægelse med base i det muslimske Tyrkiet. Der er tale om islamisk kreationisme.

(…)

Darwinismen var imidlertid på banen under den politiske polarisering og uro forud for militærkuppet i 1980. Kommunistiske boghandlere falbød nemlig Darwins værker som et supplement til Karl Marx. - Man fik indtryk af, at Marx og Darwin var forbrødrede - her var to langskæggede fyre, der spredte ideer, som fik folk til at miste deres tro, siger journalist Mustafa Akyol.

(…)

Efter billederne følger et essay i boglængde, som hævder, at darwinismen har inspireret racismen, nazismen, kommunismen og terrorismen med dens tanke om “den stærkestes overlevelse”. “Terrorismens plage har ikke sin rod i de guddommelige religioner, men derimod i ugudeligheden - og ateismen kommer i vore dage til udtryk i darwinisme og materialisme”, står der at læse. En skole i Istanbul modtog for nylig til sin overraskelse tre eksemplarer af værket. - Det er virkelig godt lavet med fremragende billeder - i sandhed et elegant værktøj for den kreationistiske propaganda, siger skolens inspektør under løfte om anonymitet. “

Skriv en kommentar