Anmeldelse af Two Gallants
Saa var jeg til koncert i gaar - alene. Det var virkeligt godt og jeg har i dag taget mig sammen til at skrive lidt om det:
“Ikke langt fra Real Madrids hjemmebane, Bernabéu, en lidt mørk novemberaften med støvregn på spillestedet Moby Dick, er deres ærbødigt udsendte i godt selskab med først Erik Bakman og siden Two Gallants fra San Fransisco.
(…)
Two Gallants er to små tynde, alvorlige fyre fra San Fransisco, de spiller en sær art desillusioneret guldgraverpunk eller vred sømandscountry – genren kaldes vist no depression. Den ene Gallant, Tyson Vogel, der har langt tyndt slasket hår, er manden bag trommerne, og de får sædvanligvis en helt urimelig, dejlig gang tæv, så man må frydes. Den anden Gallant, Adam Stephens, der har et halvkort lyst hår, er vokalist og guitarist. Han spiller en herlig stor dybrød bluesguitar med udskærringer og en herlig fyldig lyd. Når det hører sig til finder han også, som Bachman, mundharmonikaen frem. Two Gallants har et overvejende energifyldt udtryk med mange temposkift. I de hurtige passager næsten råber vokalisten ordene ud, mens trommerne tæskes som i den ondeste tornado. Av, hvor gør det godt! Og så kan der komme et ‘break’ uden trommespil, som så brydes af et enkelt knaldhårdt slag på lilletrommen, så man ikke kan undgå at blinke, et par spredte slag mere, og så tilbage til tornadotromningen. Den lille magre trommeslager sidder svagt bøjet over tønderne i den stille passage med slaskehåret ned foran ansigtet, for så at vippe tilbage og så med fuld kraft frem igen og så pisker armene op og ned helt tæt forbi hovedet, så håret flyver til siden. Det er så fedt! Den ligeså tynde vokalist svarer igen med imponerende fyldigt guitarspil og et alvorligt ansigt, der bliver næsten helt rødt når de meste intense passager råbes ud. Det er sgu’ noget, de mener det pis her. Der er ikke for sjov. Og man er med – hele vejen.”
Laes hele min anmeldelse paa: http://lydhoer.dk/index.php?menu=Koncerter&item=Alle&concertid=76