Hos politiet
Ja, så gik det jo hverken værre eller bedre end, vi fik stjålet vores skuldertaske med mobiltelefon, kamera og den slags, man ville ønske, at man havde lagt et andet sted. Den slags skal jo anmeldes til politiet. Samme aften, tirsdag d. 14/11, prøvede Sine, som har de spanskkundskaber, som Lise og jeg ønsker os, at ringe til politiet. Sine og Jens var jo på besøg i de dage og var med på den mexicanske restaurant ‘Saber a mi’, hvor tyveriet skete tirsdag aften. Politimanden, som Sine fik i røret efter et par forsøg, var dog ikke videre tålmodig (og vist meget stresset), så da vi ikke var hurtige nok med at komme med et hav af oplysninger, sagde han farvel med beskeden om, at vi måtte komme forbi dagen efter i stedet.
Efter Jens og Sine var taget afsted onsdag morgen, begav Lise sig afsted til politikontoret. Hun var veludrustet med en frisk spansk oversættelse af alle de nødvendige oplysninger, erfaret fra foregående aftens opkald til samme sted. Lise har tidligere hørt på spanskholdet, hun gik på, at der hver dag var 4000 tyverier i Madrids gader, så kontoret var ikke overraskende godt fyldt med, ja gæt selv, turister. Turister er naturligvis tyvenes foretrukne ofre, som alle andre steder i verden. De uheldssvangre gæster i venteværelset stod i forskellige køer alt efter, om de havde ringet i forvejen med de fleste oplysninger eller ikke. Lise blev henvist til at gå til en telefonboks, der stod i venteværelset. Her skulle hun ringe op til en dame, der (nok?) sad i et kontor ved siden af, og diktere oplysningerne til hende. Ren molbo. Dog kunne hun tale lidt engelsk, hvilket jo hjalp noget på sagen. Damen i telefonen skiftede mellem at være meget formel og så pludselig at skifte til et meget vredt udbrud. Lidt af samtalen (L=Lise, D=dame i telefon, […] = mine kommentarer):
D: Madam, can I please have the name of your mother?
L: Tinne Mariegaard.
D: Could you spell that, please?
L: T-I-N-N-E M-A [endnu ikke færdig]
D: Right, and the name of your fath…
L: Excuse me, I wasn’t done. There is more!
D: JUST WAIT A MINUTE!!! [i råb]
L: Ok. Sorry.
D: All right, please tell me again.
(…)
D: And your birthplace, please?
L: Hjørring [bemærk ø’et!]
D: Could you spell that, please?
L: H-J-… øhhh, hmmmm, then there is a danish letter…
D: JUST SAY IT!!! [i råb]
L: O-E-R [kommer i tanke om ø=oe, men bliver ikke færdig]
D: What was the name of the restaurant?
L: Excuse me, I wasn’t done!
D: JUST TELL ME THE NAME OF THE RESTAURANT!!! [igen råbende]
L: oeh… R-I-N-G [staver resten af Hjørring]
D: Yes I’ve got it.
Om det er et egentlig Turrette Syndrom, damen bærer rundt på, må I selv gætte jer til. Jeg behøver næppe at fortælle, at der var stavefejl i to-tredjedele af de oplysninger Lise gav. Men fint nok, efter at have stået i en ny kø i en time (det er ingenting her på egnen), kom hun så ind til en politimand, der nu sad med kladden til anmeldelsen, og så kunne de sammen begynde at rette fejl… Han var dog flink, så resten gik fint.
Hvis nogen af jer skulle være så uheldige at få stjålet noget i Danmark, kan jeg fortælle, at dér kan I nøjes med at indtaste anmeldelsen på politiets hjemmeside. Og vær glad for det.