Et par gode bøger
For et par uger siden færdiglæste jeg to bøger - to meget anbefalelsesværdige bøger, som I her kan høre lidt om.
1. Martin Krasnik: De Retfærdige
Krasnik tager på ud på en række rejser for at forstå islamismen. Det bringer ham til London, Iran, Libanon, Pakistan og Saudi Arabien. Det kommer der mange interessante samtaler ud af og undervejs lærer man en masse om disse landes politiske situationer og historie.
2. Bob Dylan: Chronicles, vol.1
Dylans kritikerroste autobiografi er virkelig interessant og for en Dylan-rookie som mig, betyder det, at interessen skærpes endnu mere. Jeg har siden vaeret noed til at investere i et par af mesterens albums og jeg har et par mere i kikkerten. Bogen består af 4 udsnit fra Dylans liv: 1) De allerførste år (sidst i 50′erne) hvor Dylan lige er kommet til New York og hvor han spiller kopi-numre på kaffebarer for skillinger, 2) En del senere, sidst i 60′erne, hvor Dylan og hans familie er forfulgt af sindsyge fans, der slår lejr foran hans hus, kravler rundt på taget og bryder ind; familien er konstant på flugt, 3) Om tiden (’88-’89) omkring skabelsen af albummet Oh Mercy med produceren Daniel Lanois, 4) Et tilbagespring til tiden omkring de første indspilninger (først i 60′erne) og om idolet Woody Guthrie. Bogen er dog langt fra blot kedelig beskrivelse af begivenheder, men er mange steder skrevet nærmest som en ‘conscience stream’ - det virker rigtig godt. Dylan kører ud af associationsrækker og blander fortid med nutid med historie med stort og småt.
14. november 2006 kl. 12:16
Det kan tilføjes, at Krasnik i De Retfærdige er forfriskende ærlig omkring sine egne forudopfattelser/fordomme (og tanker i almindelighed); i hvert fald de steder, hvor han er klar over, at han har dem. Bestemt anbefalelsesværdig.
14. november 2006 kl. 14:45
Han *er* forfriskende ærlig. Helt enig. Man må tage hatten af for hans ligefremmethed (kan man sige det?) - han er ikke bange for at gå til makronerne langt over på modstanderens banehalvdel. Det er jo ikke helt ufarligt for en jøde at drøne rundt i muslimske lande.
Man bør naturligvis lige huske på, at det er nogle ganske bestemte mennesker, han har mulighed for at snakke med og nok ikke den gennemsnitlige islamist, da nok ikke alle ville sige ja til at tale med en vestlig journalist…