sandvig.mariegaard.net

Kristeligt Dagblad skrev i går, 29/11 side 5, under overskriften “Darwinismen er død i Tyrkiet” om at kreationismen er så udbredt i Tyrkiet at de i en ny undersøgelse af 34 lande ender nederst på listen over offentlig accept af Darwins udviklingslære. Fra artiklen:

“ Et overdådigt illustreret “Skabelsesatlas” dukker for tiden op på skoler og biblioteker i Tyrkiet under mystiske omstændigheder. Atlassets tekst hævder, at Charles Darwins udviklingslære er den virkelige årsag til terrorismen. Værket byder på hele 768 glitrede sider i storformat med billeder og letlæst tekst, der skal bevise, at Gud skabte verden komplet med menneskehed og alle dyrearter. Ved første blik fremstår atlasset som amerikanske kreationisters værk. De amerikanske kreatio- nister er kristne fundamentalister, der tror på, at verden blev skabt på en lille uge, sådan som det fremgår af Bibelen. Men med forfatternavnet kommer overraskelsen: Harun Yahua - en pengestærk og indflydelsesrig bevægelse med base i det muslimske Tyrkiet. Der er tale om islamisk kreationisme.

(…)

Darwinismen var imidlertid på banen under den politiske polarisering og uro forud for militærkuppet i 1980. Kommunistiske boghandlere falbød nemlig Darwins værker som et supplement til Karl Marx. - Man fik indtryk af, at Marx og Darwin var forbrødrede - her var to langskæggede fyre, der spredte ideer, som fik folk til at miste deres tro, siger journalist Mustafa Akyol.

(…)

Efter billederne følger et essay i boglængde, som hævder, at darwinismen har inspireret racismen, nazismen, kommunismen og terrorismen med dens tanke om “den stærkestes overlevelse”. “Terrorismens plage har ikke sin rod i de guddommelige religioner, men derimod i ugudeligheden - og ateismen kommer i vore dage til udtryk i darwinisme og materialisme”, står der at læse. En skole i Istanbul modtog for nylig til sin overraskelse tre eksemplarer af værket. - Det er virkelig godt lavet med fremragende billeder - i sandhed et elegant værktøj for den kreationistiske propaganda, siger skolens inspektør under løfte om anonymitet. “

Efter en dejlig weekend her i Madrid, saa var det saftsuseme ufatteligt taet paa at ske igen! Lise og jeg sad og noed tilvaerelsen i Starbucks bloede laenestole, Lise laeste en roman, jeg sad og skrev anmeldelsen af Two Gallants, som er herunder, og… mobilen (den fancy vi lige har laant af René) laa paa bordet. Pludselig kommer to godt og vel otte-aarige, meget beskidte drenge lynhurtigt hen imod vores bord. Den ene smider et farvestraalende reklameark ovenpaa vores ting paa bordet (og ovenpaa mobilen selvfoelgelig), han tager arket (og mobilen naturligvis) ligesaa lynhurtigt igen, men Lise naar at gribe godt fast i hans ene arm og heldigvis er én fra personalet ogsaa lynhurtigt henne og gribe fat i hans anden arm. Vi fik heldigvis modvilligt mobilen tilbage. Pyhhh! Men hold kaeft hvor gik det staerkt. Og hvorfor laa mobilen da ogsaa paa bordet? Det var for dumt, men vi havde lige taget billeder af hinanden. Man maa haabe vi laerer det snart.

Saa var jeg til koncert i gaar - alene. Det var virkeligt godt og jeg har i dag taget mig sammen til at skrive lidt om det:

“Ikke langt fra Real Madrids hjemmebane, Bernabéu, en lidt mørk novemberaften med støvregn på spillestedet Moby Dick, er deres ærbødigt udsendte i godt selskab med først Erik Bakman og siden Two Gallants fra San Fransisco.
(…)
Two Gallants er to små tynde, alvorlige fyre fra San Fransisco, de spiller en sær art desillusioneret guldgraverpunk eller vred sømandscountry – genren kaldes vist no depression. Den ene Gallant, Tyson Vogel, der har langt tyndt slasket hår, er manden bag trommerne, og de får sædvanligvis en helt urimelig, dejlig gang tæv, så man må frydes. Den anden Gallant, Adam Stephens, der har et halvkort lyst hår, er vokalist og guitarist. Han spiller en herlig stor dybrød bluesguitar med udskærringer og en herlig fyldig lyd. Når det hører sig til finder han også, som Bachman, mundharmonikaen frem. Two Gallants har et overvejende energifyldt udtryk med mange temposkift. I de hurtige passager næsten råber vokalisten ordene ud, mens trommerne tæskes som i den ondeste tornado. Av, hvor gør det godt! Og så kan der komme et ‘break’ uden trommespil, som så brydes af et enkelt knaldhårdt slag på lilletrommen, så man ikke kan undgå at blinke, et par spredte slag mere, og så tilbage til tornadotromningen. Den lille magre trommeslager sidder svagt bøjet over tønderne i den stille passage med slaskehåret ned foran ansigtet, for så at vippe tilbage og så med fuld kraft frem igen og så pisker armene op og ned helt tæt forbi hovedet, så håret flyver til siden. Det er så fedt! Den ligeså tynde vokalist svarer igen med imponerende fyldigt guitarspil og et alvorligt ansigt, der bliver næsten helt rødt når de meste intense passager råbes ud. Det er sgu’ noget, de mener det pis her. Der er ikke for sjov. Og man er med – hele vejen.”

Laes hele min anmeldelse paa: http://lydhoer.dk/index.php?menu=Koncerter&item=Alle&concertid=76

Ja, så gik det jo hverken værre eller bedre end, vi fik stjålet vores skuldertaske med mobiltelefon, kamera og den slags, man ville ønske, at man havde lagt et andet sted. Den slags skal jo anmeldes til politiet. Samme aften, tirsdag d. 14/11, prøvede Sine, som har de spanskkundskaber, som Lise og jeg ønsker os, at ringe til politiet. Sine og Jens var jo på besøg i de dage og var med på den mexicanske restaurant ‘Saber a mi’, hvor tyveriet skete tirsdag aften. Politimanden, som Sine fik i røret efter et par forsøg, var dog ikke videre tålmodig (og vist meget stresset), så da vi ikke var hurtige nok med at komme med et hav af oplysninger, sagde han farvel med beskeden om, at vi måtte komme forbi dagen efter i stedet.

Efter Jens og Sine var taget afsted onsdag morgen, begav Lise sig afsted til politikontoret. Hun var veludrustet med en frisk spansk oversættelse af alle de nødvendige oplysninger, erfaret fra foregående aftens opkald til samme sted. Lise har tidligere hørt på spanskholdet, hun gik på, at der hver dag var 4000 tyverier i Madrids gader, så kontoret var ikke overraskende godt fyldt med, ja gæt selv, turister. Turister er naturligvis tyvenes foretrukne ofre, som alle andre steder i verden. De uheldssvangre gæster i venteværelset stod i forskellige køer alt efter, om de havde ringet i forvejen med de fleste oplysninger eller ikke. Lise blev henvist til at gå til en telefonboks, der stod i venteværelset. Her skulle hun ringe op til en dame, der (nok?) sad i et kontor ved siden af, og diktere oplysningerne til hende. Ren molbo. Dog kunne hun tale lidt engelsk, hvilket jo hjalp noget på sagen. Damen i telefonen skiftede mellem at være meget formel og så pludselig at skifte til et meget vredt udbrud. Lidt af samtalen (L=Lise, D=dame i telefon, […] = mine kommentarer):

D: Madam, can I please have the name of your mother?
L: Tinne Mariegaard.
D: Could you spell that, please?
L: T-I-N-N-E M-A [endnu ikke færdig]
D: Right, and the name of your fath…
L: Excuse me, I wasn’t done. There is more!
D: JUST WAIT A MINUTE!!! [i råb]
L: Ok. Sorry.
D: All right, please tell me again.

(…)

D: And your birthplace, please?
L: Hjørring [bemærk ø’et!]
D: Could you spell that, please?
L: H-J-… øhhh, hmmmm, then there is a danish letter…
D: JUST SAY IT!!! [i råb]
L: O-E-R [kommer i tanke om ø=oe, men bliver ikke færdig]
D: What was the name of the restaurant?
L: Excuse me, I wasn’t done!
D: JUST TELL ME THE NAME OF THE RESTAURANT!!! [igen råbende]
L: oeh… R-I-N-G [staver resten af Hjørring]
D: Yes I’ve got it.

Om det er et egentlig Turrette Syndrom, damen bærer rundt på, må I selv gætte jer til. Jeg behøver næppe at fortælle, at der var stavefejl i to-tredjedele af de oplysninger Lise gav. Men fint nok, efter at have stået i en ny kø i en time (det er ingenting her på egnen), kom hun så ind til en politimand, der nu sad med kladden til anmeldelsen, og så kunne de sammen begynde at rette fejl… Han var dog flink, så resten gik fint.

Hvis nogen af jer skulle være så uheldige at få stjålet noget i Danmark, kan jeg fortælle, at dér kan I nøjes med at indtaste anmeldelsen på politiets hjemmeside. Og vær glad for det.

Ja, så nærmer vi os måske så småt… http://24timer.dk/ (kan læses online) skriver i dag om, hvordan mange unge danske folketingsmedlemmer vil nedlægge Folkekirken. Ja tak, siger vi her på redaktionen. Det var på tide.

Tilslutningen til ideen er - ikke overraskende - meget varierende fra parti til parti (i følge ovenstående artikel). I Enhedslisten er der (naturligvis) enighed om, at Folkekirken skal nedlægges hurtigst muligt. SF og De Radikale er også godt med, mens en del unge medlemmer af Socialdemokratiet og Venstre (Ellen Trane Nørby og Gitte Lillelund Bech blandt andre) også gerne så Folkekirke-foreningens urimelige særstatus og svært forklarelige status i forhold til staten afviklet. I den mørke bund finder vi (naturligvis) De Konservative og DF.

I 2004, op til folketingsvalget, lavede Ateistisk Forum en rundspørge blandt kandidaterne om deres forhold til Gud og adskillelse af kirke og stat. På http://www.ateist.net/artikel/Interview.html kan man læse *alle* besvarelserne. Hvad der måske vil overraske nogen, er at Kristendemokraterne er blandt de flittigste fortalere for adskillelse.

Så er magasinet Lettre Internationale nummer #013 netop kommet på gaden - nærmere bestemt i går. Stefan Jonnson fra Sveriges største avis Dagens Nyheter analyserer de danske aviser. Dommen er hård. “Dansk kulturkritik er stort set fraværende, og offentligheden er fuldstændig besat af islam.” Hele artiklen - meget interessant - kan læses på www.lettre.dk/…/jonsson.htm.

Satans! Så fik Lise og jeg saftsuse’me stjålet min (vores fælles) skuldertaske fyldt med Lises og vores fælles ting. Det skete i går aftes ca. kl 21, da vi var ude med Jens og Sine, der har været forbi et par dage. I tasken var Lises (rimelig) nye mobil, hendes pung med tilhørende kort og penge, vores kamera, nøgler til lejligheden. Og tasken var en fed skuldertaske, jeg købte i Australien.

Hvis nogen skulle ligge inde med et digital kamera de ikke bruger længere, så er vi rimeligt interesseret. Kristian og Michelle kommer nemlig på søndag og kunne sikkert godt have det med.

For et par uger siden færdiglæste jeg to bøger - to meget anbefalelsesværdige bøger, som I her kan høre lidt om.

1. Martin Krasnik: De Retfærdige
Krasnik tager på ud på en række rejser for at forstå islamismen. Det bringer ham til London, Iran, Libanon, Pakistan og Saudi Arabien. Det kommer der mange interessante samtaler ud af og undervejs lærer man en masse om disse landes politiske situationer og historie.

2. Bob Dylan: Chronicles, vol.1
Dylans kritikerroste autobiografi er virkelig interessant og for en Dylan-rookie som mig, betyder det, at interessen skærpes endnu mere. Jeg har siden vaeret noed til at investere i et par af mesterens albums og jeg har et par mere i kikkerten. Bogen består af 4 udsnit fra Dylans liv: 1) De allerførste år (sidst i 50′erne) hvor Dylan lige er kommet til New York og hvor han spiller kopi-numre på kaffebarer for skillinger, 2) En del senere, sidst i 60′erne, hvor Dylan og hans familie er forfulgt af sindsyge fans, der slår lejr foran hans hus, kravler rundt på taget og bryder ind; familien er konstant på flugt, 3) Om tiden (’88-’89) omkring skabelsen af albummet Oh Mercy med produceren Daniel Lanois, 4) Et tilbagespring til tiden omkring de første indspilninger (først i 60′erne) og om idolet Woody Guthrie. Bogen er dog langt fra blot kedelig beskrivelse af begivenheder, men er mange steder skrevet nærmest som en ‘conscience stream’ - det virker rigtig godt. Dylan kører ud af associationsrækker og blander fortid med nutid med historie med stort og småt.

Et par billeder har fundet vej til flickr.com/photos/59882478@N00/, men det er også kun et par. De er fra Lises og min tur til Andalusien i starten af oktober. God fornøjelse. Skriv endelig gerne kommentarer til billederne.

Amnesti til afviste asyl-ansøgere!

En gruppe borgere har startet en underskriftsindsamling for “amnesti nu” til afviste asyl-ansøgere, som har været i Danmark i mere end tre år. Målet er at mobilisere 100.000 underskrifter.

Amnestien gælder omkring 800 mennesker, heraf 200 børn, som har siddet på danske asylcentre i op til 8 år. De kommer fra bl.a. Irak, Kosovo og Iran. Deres mistrivsel er veldokumenteret og deres fremtid udsigtsløs.

www.amnesti-nu.skrivunder.dk/