Besitos
Besitos er det spanske navn for de kindkys, venner i Spanien udveksler, når de mødes. Det foregår ved at man først lader sin højre kind møde den andens højre kind (husk det nu, *højre* kind - ellers går det galt!). Når kinderne mødes, kysser man - sådan lidt ud i luften, altså. Herefter er det venstre kinds tur.
Det er dog ikke kun forbeholdt gamle eller nære venner. Når man bliver introduceret for en (kvinde), man aldrig har set før, sker det samme. På min første arbejdsdag på kontoret hilste jeg høfligt på mine kontorkammerater ved at give hånd, men da jeg nåede til den spanske pige Anna-Lisa fra Sevilla, som jeg aldrig havde mødt før, blev min venligt udstrakte hånd ignoreret (ikke opdaget?) og et hurtigt besitos blev vekslet - med garanti noget kejtet fra min side. Det er noget, man lige skal vende sig til.
Og hvad så når to fyre mødes? Så vidt jeg har observeret: for det meste ingen besitos. Til en fyr giver man oftest stadig hånd. Men det kommer vist også an på miljøet.