Så er den gal igen

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2006/10/02/010716.htm

Fransk professor er nu efter at have kritiseret Islam i problemer. Han skrev i en artikel i Le Figaro at “had og vold lever i den bog, som alle muslimer undervises i”, og at profeten Muhammed beskrev sig selv som en “nådesløs kriger, plyndrer, jødemorder og polygamist”.

Det er da for galt, at man ikke kan kritisere en religion uden at frygte for sit liv. Og tænk bare i Danmark har vi en “blasfemi”-paragraf. Flot. Det er da det mest latterlige…

8 kommentarer til “Så er den gal igen”

  1. René siger:

    Du har fuldstændig ret i, at det er tåbeligt, at man ikke kan få lov til at kritisere en religion uden at blive forfulgt og frygte for sit liv. Men det er ikke desto mindre faktum.

    Jeg mener, at noget som en blasfemi-paragraf netop derfor er nødvendig. Religiøse bliver ikke overbevist om ateismens fortrædeligheder ved at blive svinet til. De er nu engang troende, og det burde vi andre efter min mening lade dem være. Religiøses verdensbillede er formet efter religionen, og det må man acceptere, så længe det netop ikke kammer over i undertrykkelse, vold osv. I sidstnævnte tilfælde har vi andre al grund til at være bedrevidende og fordømmende.

    Religiøs vold og undertrykkelse er ulækker, men er blot endnu en form for irrationel begrundelse for netop disse ting. Ikke-religiøse har det også med at undertrykke, udøve vold osv. - per definition også uden rationel begrundelse.

    Vi har desuden også en racisme-paragraf og efter min mening, så er “racer” en lige så fortænkt konstruktion som religion, men det betyder ikke, at man skal negligere det faktum, at nogle etniske grupper (og dermed i sin moderne endnu mere generaliserende udgave en samenlægning af “race”, kultur og religion) bliver undertrykt.

    Med andre ord: Blasfemi-paragraffen er nødvendig i kampen for, at vi ikke undertrykker dem, som vi allerede mener er undertrykt af en religion - eller at udøverne af en religion (kristendommen) undertrykker en anden religion (oftest islam). Undertrykkelse er klam lige meget om det er en fanatisk muslim, en fanatisk kristen, en fanatisk jøde eller en fanatisk ateist, der udøver den. Så kan jeg have nok så mange sympatier for sidtnævnte, som (efter min mening) er den eneste (videnskabeligt) oplyste forklaringsmodel!

    Det, jeg hermed mener, er, at i videnskabens hellige navn, så er distinktionen mellem nedværdigende udtalelser om religion og nedværdigende udtalelser om hudfarve ikke-eksisterende. Genetisk arv er ikke nødvendigvis på et højere plan end kulturel arv, når det kommer til selvforståelse. Tværtimod synes mange religiøse at blive mere fortørnede over religiøse angreb (no pun intended) end af angreb på grund af deres hudfarve.

  2. Jesper siger:

    Hej René

    Tak for din kommentar. Du har vist sociologisk hjemmebanefordel… ;-)

    Vi er enige om mange ting, men jeg mener nu stadig, at blasfemi-paragraffen skal afvikles. De troende er allerede beskyttet af racisme-paragraffen, som du også nævner. Den siger, at man ikke må forhåne folk på grund af deres tro. Blasfemi-paragraffen beskytter kun guddommen og kirken selv. Religionskritikken, eller -forhånelsen om man vil, er vigtig for nedbrydelsen af religiøse tabuer (var essentielt for Oplysningen). At man (kirken) har indført et begreb som ‘blasfemi’, er et udtryk for dyb konservatisme; magtens behov for opretholde status quo.

    Jeg forstår godt, at nogle mennesker er troende. For mange mennesker er religion den eneste forklaringsmodel, de kan forstå. Den skaber en simpel orden og regler i en verden af kaos. Og hvis man ikke har noget i denne verden, er det rart tænke på, at der venter noget bagefter, i den næste verden. Men religionen, eller lad os hellere kalde det ‘kirken’, er farlig. Det har historien vist os og netop i disse år er der kun alt for mange tegn i den retning. Jeg synes derfor, at vi på alle måde skal løsrive os for kirkens snærende bånd og kræve vores samfund opbygget udfra rationalitet uden nogen særstatus for organiseret eller uorganiseret (over)tro.

    Og så er der jo religionsfriheden…

  3. René siger:

    Vi er helt sikkert enige om det meste - ellers gad jeg slet ikke tage diskussionen :)
    Blasfemi-paragraffen er jeg ret ligeglad med, for så længe dens praktiske anvendelse er så begrænset, som tilfældet er (én gang i 1938), tror jeg kun den er gavnlig. Paragraffen siger, at forhånelse af troslærdomme ikke er acceptabelt, hvilket jeg føler er helt rimeligt, de impliceredes følelser taget i betragtning. Spot og hån er voldsomt, når det har at gøre med noget så fundamentalt for nogle mennesker. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad visse danskere ville nedværdige sig til at kalde religiøse minoriteter her i landet.

    Oplysning er altid godt, men jeg tror ikke at tilsvininger af den kaliber, der omfattes af blasfemiparagraffen, og som får religiøse til at udstede dødstrusler, er til megen gavn i den henseende. Jeg er i det hele taget ikke nogen stor tilhænger af hardliner-politik.

    Pædofile bliver ikke bedre mennesker af at få at vide, at de er ulækre (alternativt voldtaget i fængslerne). Fattige får ikke flere penge ved at få at vide, at de er dovne (og frataget basale ydelser). Fanatiske religiøse bliver ikke ateister af at få at vide, at deres Gud var en ondskabsfuld morder. Oplysning (religionskritik) skaber oplysning (sic!), oplysningstidsretorik (religionsforhånelse) skaber kontroverser (af til tider vanvittig karakter).

    Med hensyn til historiens beviser for religionernes magtmisbrug, intolerance og brutale fremfærd, så har de seneste knap hundrede års historie i stedet vist os, at de store sataner (!) rent faktisk er politiske ideologier og markedsøkonomi. At forklare vores samfund ud fra samfundsomvæltninger i 1600-tallet (religionskrigene, oplysningstiden) kan meget nemt vise sig at være forfejlede - nok endnu værre end at forklare vores samfund ud fra koldkrigsperioden.

    Som du selv skriver, så er magt en stor synder. De undertrykte i dag er oftest religiøse - og ikke “vi videnskabeligt og rationelt oplyste”. De virkeligt undertrykte i dag er enten beboere i en nationalistisk eller kommunistisk stat - eventuelt krydret med at være et økonomisk tilbagestående land, gerne takket være kapitalistiske lande. Forvirret? Ja tak, men det er aldrig kun religionernes skyld (i øvrigt heller ikke kun religionernes skyld, at folk har et fundamentalt manglende kendskab til naturvidenskabernes tilbagevisen af de fleste af religionernes vandrehistorier). Giv i stedet folk uden lyst til kompromiser skylden. Yderligtgående hvad-som-helst skaber konflikter. Om så de ser fodbold, hylder en fantast eller tror på en bestemt gud er for mig at se underordnet.

    Men ja, lad os endelig lade kirken sejle sin egen sø. Jeg kan da virkelig ikke se nogen grund til, at den slags skal blandes sammen med samfundsopbygning i det 21. århundrede!

    Vi mangler også kongehuset - du ved, landets og kirkens født-til-at-kunne-have-været-ledere…

    Nå ja, og så undskyld alle parenteserne og anførselstegnene :-)

  4. René siger:

    Denne gang en meget kort kommentar!

    I dagens 15:15 er der på side 3 en artikel fra 2003 af Robert Redeker kaldet “Hvad er islamofobi?”. En ret fin artikel, hvor han argumenterer for, at “racisme” og “islamofobi” kædes sammen af islamisterne, men argumenterer for, at det er to forskellige ting: Hhv. folkehad og religionshad. Meget apropos ovenstående. Han nævner dog ikke “etnicitet” :)

  5. Jesper siger:

    Der er masser af krudt i dig, René. Godt med lidt liv i min nye blog :-) Jeg havde i øvrigt set dit indlæg på shevy.dk om Informations nye gratis-netavis 15:15.

    I øvrigt mener jeg naturligvis ikke man skal *forhåne* religiøse, men det er vel også op til fortolkning hvad dét betyder. I det konkrete spørgsmål med en blasfemiparagraf er det vel domstolene der skal lave en sådan vurdering. Men naturligvis skal man ikke sparke til dem, der ligger ned. Men jeg mener, at man er nød til at kunne stille spørgsmål ved alt, også religion (ved godt vi bevæger os væk fra blasfemi nu) og det skal være muligt at kritisere den offentligt og sige at det er en krigerisk og voldelig religion (den unævnelige altså). Det nytter ikke noget, at tie det ihjel og gå i musehullet. Men selvfølgelig… det skal da så vidt muligt gøres på en konstruktiv måde.

    Og med hensyn til at det er de politiske ideologier der i virkeligheden er de store sataner det seneste århundrede, så har står vi jo nu overfor islamismen, hvor netop religion og ideologi *ikke* er til at skelne fra hinanden.

    ——–
    P.S. Måske var følgende interessant for nogen i Kbh?

    Foredrag: “Religious Cognition, Social Cognition, and Moral Niche Construction”

    Klokken 19.00, 5. oktober,
    Lokale 16.1.20,KUA,
    Njalsgade 80,2300 Kbh S.

    Foredrag ved:
    Joseph Bulbulia , gæsteprofessor ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

    Resume: In this talk I show how adopting an adaptationist stance to religiosity sheds light on the otherwise puzzling connection between religious commitment and moral conviction. I also use this stance to explain some invariant features of religious psychology, notably how religious inferences are managed to promote social exchange and prevent self-harm. The talk integrates the relevant empirical literatures in evolutionary game theory and experimental economics with descriptive materials from the history of religions.

    Arr. Selskabet for Filosofi og Psykologi .
    Entre: 20 kroner for ikke-medlemmer.
    ———–

  6. Jesper siger:

    Og all right, indrømmet… det var måske lige festligt nok at sige, at det var “latterligt”, at vi har en blasfemiparagraf. Jeg læste i øvrigt fornyligt, at en juraprofessor (?) argumenterede for (advarede imod), at hvis man afskaffede blasfemiparagraffen i straffeloven, så ville man samtidig legitimatisere islamofobi. Dog… mener jeg stadig, den skal væk.

    Update: legalisere, naturligvis.

  7. René siger:

    … så har står vi jo nu overfor islamismen, hvor netop religion og ideologi *ikke* er til at skelne fra hinanden

    Præcis. Hvorfor så kun gøre den ene del til “det vi er imod”. Vi er imod konsekvenserne, handlingerne, ikke undskyldningerne.

    Foredraget lyder meget spændende, men er oppe mod en koncert med I Got You On Tape. Den bliver svær :)

  8. Jesper siger:

    René skrev: “Hvorfor så kun gøre den ene del til “det vi er imod””. Bare rolig, René, jeg er skam imod det hele. ;-)
    Angående foredraget og ‘I got you on tape’, så er sidstnævnte ofte en lidt tam affære live, men ellers kan du jo se dem på Loppen d. 14/10 i stedet. Nå ja, husk også ‘Hidden Cameras’ samme sted dagen før. God fornøjelse.

    Juraprofessoren var i øvrigt Professor dr.jur. Henning Koch, og det var naturligvis med adresse til de sorte præster i DF.

Skriv en kommentar