I går rykkede årets Roskilde Festival sig et stort skridt nærmere: spilleplanen blev offentliggjort. Det er jo et spændende tidspunkt, da det er her, man (måske) bliver klar over hvilke af ens favoritkunstnere, man bliver nød til at undvære, da konkurrencen fra andre samtidigt optrædende er for stor. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at det er et stort puslespil, der skal lægges, men måske kræver det faktisk en del fantasi at forestille sig, hvor stort det puslespil er. Roskilde-bookerne har faktisk skrevet lidt om det arbejde.
Et sidespring: spilleplanen afslører en frygtelighed af de store, som også behandles på Soundvenue: Eagles of Death Metal er aflyst! Fååååååårk!
Men ok, hvilke alvorlige clashes er der så i år? Shevy har allerede været lidt inde på at Beastie Boys-Klaxons-Dizzee Rascal-Trentemøller-affæren om fredagen bliver svær. Men inden vi kommer for godt i gang, så kan vi lige se lidt på de omkring 50 navne, jeg nok helst vil se (med den viden jeg har nu). Og så tage sammenstødsproblematikkerne dag for dag. Jeg har på spilleplanerne herunder markeret et par af fyrtårnene med fed.
Klik på kunstnernavnene for at lytte lidt til deres værker.
Torsdag 5. juli 2007
Hvad skal buffeten startes med i år, hmmm, lad os se.
Av, for katten: Arcade Fire! Det var en voldsom én at lægge ud med. Det bliver ikke til mange minutter med de danske dubsteppere i Booty Cologne, jeg får set. Og Lekman (Sveriges svar på Magnetic Fields?) - surt show! Men festen fortsætter big-time ovre hos LCD Soundsystem. Og ok, lad os lige se en god halv time af Speaker Bite Me, der for nyligt blæste benene fuldstændigt væk under Informations anmelder, der sagde, at hun aldrig ville være den samme igen efter den pågældende koncert(!), inden det bliver tid til Björk, der er vendt stærkt tilbage med det seneste album Volta. Og på vej tilbage til fest i lejren kan man måske lige nå at fange et par fede Joy-Division-anno-2007-electronica-toner fra tyske Jeans Team på Pavilion?
Fredag 6. juli 2007
Den måske tungeste dag - fredag - det er hårdt arbejde fra kl. 12 frokost til 04 nat. Men hvad fa’n man har jo stadig de kræfter, man savner lørdag og søndag.
Hvis man er typen der gerne står tideligt op for at få sin metal, så er The Psyke Project et rimeligt godt bud. Jeg så dem sidste år til Radiohuset Rocker - uh, det gjorde så dejligt nas! Første alvorlige clash er Mando Diao, Stones Throw-gutterne og Jacob Bellens Murder-act. Man kan jo altid se de danske bands en anden gang, men ingen af de to første er helt oppe og ringe. Men hvis man skulle vælge, så er det nok alligevel garagedrengene far Mando Diao, der vil vinde den battle.
Og så kommer vi jo til føromtalte Beastie Boys-Klaxons-Dizzee Rascal-Trentemøller-affære, men måske skulle vi hellere tage den snak hos Shevy. Lad mig blot bemærke, at Klaxons og Trentemøller nok har første prioritet for mig, på trods af en langt kærlighedsforhold til Beastie Boys i 90′erne og at Rascals seneste udspil er ret så fedt.
Kl. 22:00 venter vores hypede brasilianske venner i Cansei de Ser Sexy aka. CSS. Et par numre kan det nå at blive til inden de altædende stonerrockere Queens of the Stone Age indtager Orange (smut du roligt over at se lidt video på DoCopenhagen inden du læser videre). Og så kan vi jo bare bede til gud om at Mark Lanegan, der jo alligevel er på festivalen sammen med Soulsavers, kommer forbi og beriger os med hans dejligt dybe vokalarbejde sammen med sine gamle hommies i QotSA. Og det gør han jo nok.
Ved midnat må man vælge mellem de fløjtende indierockere Peter, Björn & John og det tyske electrohouse-act Booka Shade. Jeg så førstnævnte opvarme til Magic Numbers sidste efterår i Madrid, så jeg hælder nok mest til Booka Shade, som lavede en suveræn fed udgivelse sidste år (tak René). Men bliv nu ikke for længe, for herefter kommer et af årets højdepunkter i form af den meget fængende blues-inspirerede indierock fra Cold War Kids. Og nap da lige en massakre og en opsigelse inden du går i seng. Sidstnævnte (Quit Your Dayjob) er en afart trucker-surf-electro-punk med - i gåseøjne - sjove ét-linjers tekster. En crazy fest.
Lørdag 7. juli 2007
Støvlerne og hovederne begynder at være lidt tunge, men tag dig lige sammen.
Lørdag begynder med amerikansk college-punk og slutter med londonsk dubstep. Nam.
Når vi nu først og fremmest snakker sammenstød, så er Flaming Lips vs. Clipse vs. Soulsavers feat. Mark Lanegan et af de rigtigt store. Men hvis man én gang har været til koncert med Flaming Lips, så ved man godt, hvor skabet skal stå. Jeg har set dem to gange og det gør mig kun endnu mere sikker: Flaming Lips tager stikket. Og i parentes bemærket, så kunne det have været super fedt at se Lanegan og Soulsavers, og Clipse som udgav en af de bedst anmeldte skiver i 2006: Hell Hath No Fury.
Et par timer senere venter endnu et alvorligt dilemma: hvad skal man vælge Whitest Boy Alive, The Who, A Hawk And A Hacksaw eller Goose? Førstnævnte med Erlend Öye i front er helt sikkert en lun og lækker feel-good fest, der er værd at gå langt efter, men hvor tit har man chancen for at se rockkoryfæerne i The Who (som vist mest blot er Pete Townsend)? Den kræver lidt ekstra overvejelse. A Hawk And A Hacksaw må vist ryge, antaget man kan få stillet sin indie-balkan-trang søndag med Beirut. De belgiske electro-rockere i Goose kan man måske lige nå et par numre med, hvis man er hurtig - mere kan det vist ikke blive til med den konkurrence.
Nattens vigtigste oplevelse er de frække londonske dubsteppere Digital Mystikz…. Det kunne godt gå hen at blive rigtigt fedt med en stram gang dåååp over svedige two-step rytmer og hvad det ellers alt sammen hedder. Om jeg magter de svenske metal-postrockere Cult of Luna, er alt andet end sikkert.
Den åbenbart legendariske (men indtil nyligt for mig helt ukendte) Tiësto er tilsyneladende leveringsdygtig i non-stop trancefest fra midnat til kl. 04, så mon ikke man lige kan nå et smut forbi dér også.
Søndag 8. juli 2007
Søndag! Så er man ved at være flad, men for helvede! Det er kun Roskilde Festival én gang om året. You can do it!
Den tidlige eftermiddags unge balkan-fyrtån (som i virkeligheden er en forsagt amerikansk teenager) Beirut skygger gevaldigt for Nørlunds ellers meget elskelige Rhonda Harris, som vi må indløse billet til snart på dansk grund ved anden lejlighed. Wilco skulle eftersigende have begået et af dette års bedste albums, velsagtens fyldt med dejlig alt. country, men søndags-trætheden og forestående brag med Arctic Monkeys (på Orange!), gør mig lidt usikker. Efter aberne venter lidt postrock (med lidt metal-smag, mmmmm) hos amerikanske Pelican, men hvis de alligevel ikke holder, så er det hurtigt videre til Spiritualized (nu akustisk - si’r de).
Jeg har i nogle år haft det lidt ambivalent til rockerne i Muse. Det er - næsten - fedt, men så alligevel ikke. Men jeg tror, jeg er frisk til koncert (jeg skodede dem sidste gang de var på Roskilde), da jeg er begyndt at lytte til deres ganske udemærkede 2006-udgivelse Black Holes and Revelations. Laurent Garnier og norske Datarock bliver begge nød til at vie pladsen for min nyfundne kærlighed: skotske The Twilight Sad. Her mødes poetisk, luftig rock (alá The National) med postrock-tilbøjeligheder (alá Mogwai) med karakteristisk skotsk vokal (alá Arab Strap). Dét er bare den helt rigtige cocktail som afslutning på Roskilde Festival 2007.
…Hvis man da ikke lige skal se det unge håb fra Skive, Dúné, der skulle gøre det så godt live…
God festival.
har en del om RF. Jeg vil fremhæve min temmeligt omfattende 
